Blog
3   11

De ordblinde får kun den hjælp, der ikke virker.

Abonner på nyt om Ib Hedegaard Larsen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Gang på gang viser undersøgelser, at elever med dysleksi/ordblindhed klarer sig dårligt ved folkeskolens afgangsprøver og i senere uddannelsesforløb. Skyldes dette faktum, at vi faktisk ikke kan hjælpe denne gruppe elever, eller er vi bare ikke villige til at yde den nødvendige indsats?

Den seneste undersøgelse, lavet af Epinion i 2018, understreger blot tidligere undersøgelsers bekymring angående denne gruppes manglende resultater ved afgangsprøver og senere uddannelsesforløb. Dette til trods for, at eleverne benytter sig af kompenserende it-læse - og skrivestøtte (LST) samt ekstra forberedelsestid til prøverne, netop for at skabe lige muligheder.

Dette skal ses i lyset af kampagner om ordblindhed fra fx Nota (bibliotek og videncenter, der tilbyder lydbøger og e-bøger), der i sloganform lyder:

Artiklen fortsætter under banneret

- Stå ved din ordblindhed - se det ikke som et nederlag

- Kend hjælpemidlerne - og brug dem hver dag

- Tro på det - du er ligeså begavet som alle andre

- Ordblinde kan tage de samme uddannelser som alle andre

- Ordblindhed handler heller ikke om intelligens

Kontrasten er slående og efterlader en gruppe desillusionerede elever, der med ovenstående slogans i ryggen, alligevel ikke klarede afgangsprøven eller efterfølgende ikke kunne fastholde og/eller gennemføre en uddannelse.

Troen på, at LST kan udjævne forskellene, synes ifølge undersøgelserne at blegne og bør give anledning til at genoverveje den dominerende rolle LST har fået i forhold til elever med dysleksi/ordblindhed. Ikke desto mindre fylder LST stadig alle kursus - og efteruddannelsestilbud vedrørende denne gruppe elever.  

Hvorfor får denne gruppe elever fortsat kun tilbudt en hjælp, alle ved, kun har en meget begrænset virkning?

Primært bunder det i opfattelsen af hvad læsning er. Ofte defineres læsning som afkodning x (sprog) forståelse og da dysleksi/ordblindhed i dag officielt er reduceret til afkodningsvanskeligheder (jf. den nationale ordblindetest) tænker alle, at bare vi kan kompensere for afkodning via digitale læse-skriveprogrammer, så er problemet løst. Her viser undersøgelserne klart, at det er ikke løser problemet!

Sekundært i opfattelsen af, at dysleksi/ordblindhed er en neurologisk brist, der altid vil være til stede, som et livsvarigt handicap og derfor kan eleverne ligeså godt tidligt begynde at lære LST. Dette strider dog mod al neurologisk forskning, dels fordi den neurologiske brist ikke kan lokaliseres endsige beskrives, da mindst 7 områder i hjernen synes involveret ved læsning. Desuden er hjernen plastisk og dermed i stand til at kompensere for lokale mangler, hvilket fx ses ved de mange elever med dysleksi, der faktisk lærer at læse.

Hvad er det, den digitale læse-skrivestøtte ikke kan?

Læsning knytter sig til sproget, som sproget knytter sig til det at være menneske. Sproget og dermed viden opstår i en levende relation. Den digitale talemaskine kan kun læse op, men ikke interagere på samme måde som en levende person med mimik, intonation, prosodi eller være forklarende i sine udtryk. Eleven aktiverer således flere fortolkningsområder ved oplæsning fra en levendes person, der gør sproget mere konkret og dermed lettere tilgængeligt.

Men ved at eleven selv skal læse, aktiveres dobbelt så meget hjerneaktivitet, idet selve kodebrydningen aktiverer hele arbejdshukommelses systemet, der danner baggrund for det at lære generelt og dernæst aktiveres en række processer fx visuel og auditiv refleksion (især højtlæsning), genkendelse, fantasi mv., der alle interagerer i mødet med skriftsproget. Eleven får således langt større viden om sproget og forståelsen af det gennem det at læse selv, hvilket kan medvirke til at forklare den manglende succes med LST.

I samme rapport fra Epinion (2018) nævnes, at kun ca. tredjedel af de ordblinde elever havde modtaget intensiv/individuel støtte og i samme afsnit, at individuel støtte er helt afgørende for om ordblinde kan overvinde sine læsevanskeligheder. Da vi må formode, at støtten er decideret læsestøtte i form af én til én – undervisning, synes der her at være et stort potentiale.

Er det blevet for dyrt at lære alle børn at læse?

I dag har vi både viden og materialer til at lære alle børn (uanset diagnose) at læse inden 4. klasse, men skolerne ved godt, at det er en ressourcekrævende proces og derfor vælger de alt for ofte, den løsning, der desværre ikke virker tilstrækkeligt – digital læse-skrivestøtte.

Alle lærere kan spotte tidlige tegn på læsevanskeligheder allerede i 1. klasse og hvis skolen sætter ind med systematisk og vedvarende personlige læsetræning, får vi ikke kun løftet denne gruppe på deres læsning, men også på deres evne til at lære. Det må, alt andet lige, være en gevinst på den lange bane.

Børn lærer ikke at læse med ørerne! Det ville i så fald kræve, at de lå på gulvet og med ørerne berørte nogle store bogstaver fastklistret til gulvet!


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.256 andre er allerede tilmeldt