Debat

Vrede over linjefag

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der tales og skrives om nødvendigheden af at stille krav til flygtninge og indvandrere samt ikke mindst om at forbedre integrationen.

Specielt ministrene i regeringen og medlemmerne af støttepartiet Dansk Folkeparti har gjort dette til et vigtigt hovedtema og regulært slagnummer i dansk indenrigspolitik.

Alligevel svigter politikerne gang på gang, når der skal reel og positiv handling bag de store ord, som faktisk skaffede Anders Fogh Rasmussen og andre de eftertragtede ministertaburetter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tag nu bare det nye linjefag i dansk som andetsprog på seminarierne.

Her er de positive forventninger blandt de studerende og lærerne, ved udsigten til at skulle i gang med det nye spændende fag, nu vendt til dyb frustration og vrede. Sagen er nemlig den, at de omkring 30 seminarielærere, som allerede på andet år underviser i faget, endnu ikke har fået den hårdt tiltrængte efteruddannelse, som de højt og helligt er blevet stillet i udsigt af de politikere, som har stået bag forslaget om den nye uddannelse.

Som lektor Niels Mølgaard fra Silkeborg Seminarium, hvor han er lærer for 33 studerende i faget, kraftigt har understreget, kræver det ganske enkelt nogle helt specielle kvalifikationer at kunne undervise i et fuldstændig nyt sprogfag. Disse specifikke forudsætninger er der bare ingen af lærerne, der endnu har i tilfredsstillende omfang. Da politikerne traf beslutning om at oprette faget, blev seminarierne ikke desto mindre og som allerede antydet lovet, at lærerne ville få den påkrævede efteruddannelse. Et par år senere er der altså bare desværre slet ikke sket det ringeste på området. Undervisningsminister Ulla Tørnæs har af uransagelige årsager blankt afslået en ansøgning på halvanden million kroner, som det angiveligt ville koste at give de 30 lærere en masteruddannelse i dansk som andetsprog. Uddannelsen bliver formentlig oprettet på Danmarks Pædagogiske Universitet til næste år. Men hvad skal det nytte, når seminarierne ikke har råd til at sende lærerne af sted?

Ulla Tørnæs forsøger for sin part at tørre ansvaret af på seminarierektorerne. Undervisningsministeriet har nemlig angiveligt aldrig stillet særlige resurser til rådighed for seminarierne til efteruddannelse, uanset hvilket fagområde det drejer sig om, forlyder det fra ministeren.

Dertil replicerer fornuftigvis rektor ved Hjørring Seminarium, Nils-Georg Lundberg, som tillige er formand for Rektorforsamlingen, at der er tale om et helt nyt fagområde, som ingen seminarielærere for nærværende har en formaliseret uddannelse i, hvorfor økonomiske midler til udvikling så afgjort må være på sin plads.

Niels V. Skipper Petersen

Hirtshals Forkortet af redaktionen