Torsdag afgøres det formentlig, om de nationale test skal gennemføres i år, uden at familierne får de enkelte elevers resultater udleveret.

Forligskreds overvejer hurtigt indgreb i nationale test

Torsdag kan det blive afgjort, om landets folkeskoler skal gennemføre de omstridte nationale test fra 1. marts, uden at eleverne som sædvanlig får en kuvert med resultatet med hjem. De blå partier kræver garanti for, at testene ikke afskaffes som styringsredskab.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med kniven for struben, at ordførerne i forligskredsen om folkeskolen igen indfinder sig til møde i Undervisningsministeriet torsdag formiddag.

Efter et opklarende møde mandag samt forhandlinger tirsdag og onsdag står det nu klart, at tiden er ved at være inde til at lade snakken afløses af hurtig handling, hvis partierne i fællesskab skal nå at gribe ind og foretage ændringer i de nationale test, som efter planen skal afvikles landet over i folkeskolerne fra 1. marts.

Afgørelse om dette forårs test udskudt til efter vinterferien 

Temaet blev pludselig højaktuelt, da en evaluering af de omdiskuterede nationale test for nylig skar ud i pap, hvad mange anede i forvejen - nemlig at de nationale test ikke giver et retvisende billede af de enkelte elevers faglige niveau. Derfor har de foreløbige forhandlinger mellem partierne i høj grad fokuseret på den akutte problemstilling om, hvad man skal stille op med de planlagte nationale test fra 1. marts, for hverken partier fra højre eller venstre side af folketingssalen har lyst til  udadtil at skulle forsvare en test, der ikke bedømmer de enkelte elevers indsats retvisende.

Holder fast i test som styringsredskab

Ifølge folkeskolen.dk's oplysninger har regeringens støttepartier oprindeligt været mest stemt for helt at sætte de nationale test i bero med det samme. Men her har de blå partier strittet voldsomt imod, for man ønsker en garanti for, at de nationale test i hvert fald ikke afskaffes som styringsredskab, hverken kommunalt eller nationalt.

Inden mødet i forligskredsen onsdag sagde Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, til folkeskolen.dk, at Venstre er klar til at reagere øjeblikkeligt på den del af de nationale test, der handler om "individ-delen".

"Der hvor vi ser, at man med hastelovgivning kan nå at ændre noget nu, det er ved at hive hele performance-kuverten ud her i foråret", sagde hun - og henviste altså til den kuvert med test-resultater, som landets folkeskoleelever får med hjem til deres forældre efter testen.

Aktører skal involveres

"Her kan vi altså sætte performance-kuverten i bero, så der ikke er nogle elever, der kommer hjem med en kuvert, der alligevel ikke er tilstrækkelig retvisende. Det er jo ikke en revolution her og nu - for vi skal bruge kræfter og økonomi på at få udviklet det rigtige redskab fremover. Det kan godt være, at de nationale test skal være styringsredskab, og at vi så skal have et pædagogisk redskab i forhold til det enkelte barn. Og der er selvfølgelig ikke nogle beslutninger, vi bare skal sidde og træffe helt afkoblet, for det er jo ikke kun os, der har læst evalueringen. Vi vil have inddraget folkeskolens aktører som fx skoleledere, lærere, forældre og elever", lød det fra Venstres undervisningsordfører inden onsdagens møde i forligskredsen.

Enig anbefaling: Skift de adaptive test ud med nye, moderne test 

Efter folkeskolen.dk's oplysninger gik mødet i Undervisningsministeriet onsdag så godt, at nogle af ordførerne håber, at det lykkes at indgå en aftale torsdag. Men frygten for at ødelægge den gode stemning medfører, at ingen af dem ønsker at udtale sig om forhandlingerne til citat.

Det skulle dog stå klart, at mødet torsdag ikke nødvendigvis kun kommer til at handle om at droppe kuverten i forbindelse med de kommende test. Andre forslag kan også komme på tale - det skulle således stadig være i spil at overveje, om det kan være op til den enkelte skole eller kommune, om de vil afvikle de kommende nationale test.

Evaluering og 54 anbefalinger

Mest sandsynligt er det dog, at en aftale kommer til at indebære, at parterne beslutter at droppe kuverten med de enkelte elevers resultater. Den løsning indebærer, at testene stadig kan bruges som overordnet styringsredskab, hvilket står som afgørende vigtigt for de blå partier. De sikrer sig dermed, at der ikke pludselig kommer en testfri periode på flere år i folkeskolen, inden man eventuelt får udviklet en ny testform. Og parallelt med at kuverten med de individuelle test-resultater altså kan ende med at blive droppet, ser partierne for sig,  at de påbegynder de mere langsigtede drøftelser om, hvad de skal stille op med evalueringen og de 54 anbefalinger.

Også børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har udtrykt stor bekymring over, at forældre ikke kan regne med at få retvisende testresultater fra deres børns indsats - men hun har også tidligere udtrykt tvivl om, hvorvidt parterne kan nå at reagere tids nok inden dette års obligatoriske testperiode fra 1. marts til 30. april i år. 

Powered by Labrador CMS