Formand for Aarhus-lærerne Jesper Skorstengaard håber, at faglighed og det at have muligheden for at arbejde med relationer kommer i højsædet igen.

Aarhus siger farvel til New Public Management-modellen Roye

Siden 2007 har Aarhus brugt Roye-modellen, som er inspireret af New Public Management og har skarpt fokus på målbare effekter, men nu skal det være slut, har byrådet besluttet. Aarhus-rådmand Thomas Medom glæder sig til at finde andre løsninger på et byrådsmøde i aften.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har kørt Aarhus Kommunes new public management-inspirerede virksomhedsmodel på lossepladsen. Det er nemlig ikke alt det der tæller der kan tælles i et regneark. I aften bruger vi det meste af byrådsmødet på at drøfte hvad vi så skal gøre i stedet for. Jeg har skrevet tillid, som den første note i min dagsorden", skriver rådmand for Børn og Unge i Aarhus Thomas Medom (SF) i et opslag på Facebook i dag.

Roye-modellen fokuserer de fire elementer - Ressourcer - Organisation - Ydelser - Effekt. Aarhus har brugt modellen som styringsredskab siden 2007. Men i 2018 stillede SF forslag om at droppe virksomhedsmodellen, og det har byrådet bakket op om. I aften skal byrådet have en temadebat om, hvad der skal træde i stedet.

 

Lærerformand: Inddragelse i offentlig styring genopliver respekten for lærerne 

Lærerformand håber, at ny model giver plads til lærernes professionelle stemme

Det glæder formand for Århus Lærerforening Jesper Skorstengaard.

"Byrådet har erkendt, at modellen ikke skaber nok værdi for borgerne. Vi har som fagbevægelse været kritisk over for den. Vi kunne se, at den er demotiverende for medarbejderne. Det har været vigtigere at dokumentere effekter i stedet for at se på kvaliteten for borgerne", siger Jesper Skorstengaard.

"Et eksempel fra skolen er, at testresultater har været vigtigere end en nær dialog med dem som kender børnene fagligt og socialt".

Han håber, at politikerne er klar til at ændre markant på det nu.

"Modellen smider man ud. Så vil man lave en forståelsesramme, hvor man opererer med værdi for borgeren, samskabelse og det at medarbejdere og ledere skal tage udgangspunkt i data. Det er ikke kun store data, men også observationer fra hverdagen. Det handler om at komme tættere på, hvad der er bedst for en elevgruppe og kunne træffe beslutninger ud fra det", siger Jesper Skorstengaard.

Han tror, at politikernes beslutning kan få stor betydning for Aarhus-lærernes hverdag:

"Forhåbentlig kommer de til at betyde, at faglighed og det at have muligheden for at arbejde med relationer, det enkelte barn og gruppen af børn kommer mere i højsædet end at opnå et resultat, som nogen langt væk har taget".

Ny aftale: 1000 Aarhus-lærere skal undervise mindre 

Politikerne tog fejl

Han mener, at politikerne med temadrøftelsen erkender, at de har valgt en forkert vej.

"Jeg hører politikerne sige, at den måde vi har set det på indtil nu, ikke lykkedes. De siger, at de ikke har lavet en bedre kommune ved at styre det på den måde. Det vigtigste for mig er, at vores medlemmers professionelle stemme kan blive afgørende for hvilke beslutninger, der træffes i dagligheden".

Powered by Labrador CMS