Der er kritik af den manglende bevægelse og af den manglende forberedelsestid. Der er også lidt kritik af de lange skoledage, ligesom antallet af bindende output-mål har været kritiseret.

Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor flere ikke kritiserer skolereformens grundlæggende filosofi.

School Effectiveness-paradigmet og accountabilitystyringen går amok i landets kommuner, hvor skolelederne er reduceret til 'kontraktholdere' og 'ledere i skoleforvaltningen', der blindt klapper hælene sammen når skolechefen befaler merudbytte, mens lærerne er reduceret til 'den faktor, der har størst betydning for elevernes læring'. Læreren - en FAKTOR!? Det er jo grotesk!

Alt imens man politisk diskuterer de enkelte elementer i reformen, og dens 'virkning' i forhold til dens egne måltal, løber skoleledere i to af landets største kommuner, Aalborg og København, på skolelederkurser inspireret af det norske BI's NPM-lederuddannelse, mens de sparrer med ingen ringere end Thomas Nordahl, der vel er Norges svar på en blanding af Egelund, Qvortrup og Rasmussen. Alt sammen for at lære at konkurrere med hinanden og øge læringsudbytteriet på kommunens skoler. Det er et glimrende - og trist - eksempel på, hvordan skolereformens instrumentelle syn på skolen sætter sig igennem ude i kommunerne.

Riisager kritiserede i sin tid de to kommuners ærgerlige indsatser, men hun er jo desværre længe væk nu, og Jacob Mark, der ellers er sundt kritisk, taler lige nu mest om enkelt-elementerne i reformen.

Det hele bliver kun til lidt kritik af implementeringen af reformen og lidt mere efteruddannelse til 'den faktor, der har størst betydning for elevernes læring'. Kritikken ender på den måde med at bekræfte reformens grundlæggende syn på, hvad en skole er og skal, og KL's og kommunernes instrumentelle outcome-fokus legitimeres, så flere kan følge i Aalborgs og Københavns fodspor. Stakkels folkeskole, stakkels lærere, stakkels børn, stakkels fremtid.

Lad os nu i stedet åbne den grundlæggende diskussion af, hvad en skole er og bør være.