Flere sandheder vil skabe større mening

Nogle ser virkeligheden fra et klasseværelse, fra et forberedelseslokale, fra et kontor, fra Christiansborg eller fra skolegården. Synet på folkeskolen ændrer sig alt afhængig af, hvorfra man kigger. Derfor ville der skabes et mere nuanceret billede af virkeligheden og samtidig en større mulighed for at løse de problemer, som folkeskolen befinder sig i, hvis folkeskolens partere lyttede til og satte sig ind i hinandens syn på virkeligheden. Men det der ellers synes så logisk, er ikke det vi gør her i Danmark. Folkeskolereformen synes udadtil at være en personlig politisk mærkesag, og derfor lukker politikerne øjnene for lærernes, forskernes og elevernes syn på virkeligheden. Det undrer mig meget, når folkeskolen er en demokratisk institution, der skal være med til at danne dens elever til at blive aktive borgere i et samfund, der er præget af demokrati og folkestyre. Hvis de mennesker, der dedikerer al deres tid til folkeskolen ikke bliver hørt, hvem er folkeskolen så til for? Er det fordi, at politikerne bag reformen er for stolte til at give sig? Ifølge professor emeritus Larry Cuban, som b.la. forsker i skolereformer, så skulle man tro, at den kloge beslutningstager ville involvere lærere og skoleledere til at udpege styrker og svagheder ved den påtænkte reform, men det sker ikke, og den manglende involveringen bliver ofte begrundet med manglende tid. Spørgsmålet er så bare, om det ikke ville have været bedre at bruge tid på at involvere alle relevante parter inden reformen trådte i kraft, i stedet for at bruge tid på at bekrige hinanden over noget vi alle sammen brænder for bagefter.

Politisk arrogance 

Som historielærer kan jeg ikke lade være med at kigge tilbage i historien og tænke på, hvornår det nogensinde er lykkedes nogen at påberåbe sig sandheden og retten til at bestemme over andre, uden at andre mennesker er blevet utilfredse på et eller andet tidspunkt. Før eller siden er der blevet oprør. Når folk er utilfredse, råber de op. Det dummeste, man kan gøre, er at ignorere dem, der råber op. Den kloge leder ville lytte og inddrage folkets meninger. Hvis man ikke interesserer sig for flertallets bedste, hvad laver man så som politiker i et demokratisk land? Lad mig som historielærer gribe lockouten i 2013 kontrafaktisk an. Hvad nu hvis man ikke havde låst døren og holdt lærerne ude, men derimod sagt: hjælp os med at skab en løsning, som vi alle kan være tilfredse med. Hvordan havde tingene så set ud i dag? Hvis lærerne behandler eleverne ligesom politikerne behandler lærerne, så ville de aldrig lære noget. Det er meget simpelt og kaldes for selvbestemmelseteorien. Den er elementær viden på læreruddannelsen. Hvis man ikke føler selvbestemmelse, samhørighed og autonomi, så mister man motivationen og dermed grundlaget for at lære. Lad mig komme med et eksempel. Hvis jeg har en elev i min klasse, som er utilfreds og bliver vred over et eller andet i undervisningen, så spørger jeg eleven, hvad vi sammen kan gøre, så det også kommer til at fungere for ham eller hende. Nogle gange kan jeg ikke imødekomme de ønsker, som eleverne har, men så kan jeg i det mindste anerkende deres frustration. Det giver en følelse af samhørighed, fordi deres mening er vigtig for klassens fællesskab. Hvis jeg derimod, skældte eleven ud hver gang, der blev udtrykt utilfredshed, så ville der opstå en modstand og modvilje. Det er præcis det samme, der sker, når politikerne ikke lytter til lærerne. Lærerne bliver frustreret, vrede, fortvivlende, for hvorfor er deres indsigt ikke tilstrækkelig, hvorfor er den ikke brugbar. Jeg synes, at det vidner om en politisk arrogance, når man ikke erkender, at man som politiker ikke ved alt om alting. Hvor ville det være forfriskende med en ny form for politikere, som turde være ærlige, som turde rådføre sig med de mennesker, der har med praksis at gøre, så politiske beslutninger kom til at være forankret i praksis, fremfor i politikernes personlige idealer. 

“Jeg synes, at det er en kæmpe sejr…”

I DR2’s debatten udtalte vores undervisningsminister den anden dag, at hun synes, det er en kæmpe sejr, at vi har et højt timetal i den danske folkeskole. Det begrundede hun med, at da hun selv gik i skole, skulle der spares, hvilket betød et lavt timetal. Derfor kæmpede hun for et højere timetal. Jeg mener, at det argument er under al kritik. Især fordi det synes at veje tungere end den evaluering af folkeskolereformen, der netop lige er blevet offentliggjort. 75 millioner har den kostet, men resultaterne synes undervisningsministeren ikke at lade sig påvirke af, reformen skal bare have mere tid. Mere tid hvor politikerne ikke lytter til lærerne? Eller til eleverne? Mere tid til at overse elevernes og lærernes trivsel i den danske folkeskole. Jeg mener, at det er et udtryk for politisk arrogance samtidig med, at man vender demokratiet ryggen. Hvem er folkeskolen til for, hvis politikerne ikke handler på folkeskolens vegne. Vi har et repræsentativt demokrati, hvor vi vælger politikerne, fordi vi mener, at de kan varetage vores interesser, men hvad gør vi, når politikerne fejler?   

En politisk reform

Jeg mener, at vi har brug for en politisk reform, hvor vi ændrer lidt på beslutningsprocesserne. Når der træffes politiske beslutninger, skal der være flere sandheder indover. Vores undervisningsminister er ikke uddannet lærer, og derfor giver det ikke mening, at hun ikke lytter til dem, der er uddannet og arbejder i folkeskolen. Jeg drømmer om, at tingene bliver lavet om inde på Christiansborg, så den enkelte borger har mere indflydelse, og at vi samtidig i højere grad udnytter hinandens kompetencer i stedet for at underkende dem. Jeg drømmer om et politisk system, der i højere grad er præget af et samarbejde mellem beslutningstagerne og det arbejdende folk, der skal gøre beslutningerne til virkelighed. Er det ikke på tide, at vi lytter til hinanden og anerkender, at sammen er vi bare stærkere?