Heiberg Skolens børnehaveklasse og 1. klasse står tæt omkring Anne Marie Carl Nielsens 'Havfruen'. Hun er lidt større end børnene, men ikke meget. Hendes ansigt er trukket sammen. Men hvem er hun: fisk eller kvinde? Og hvad er det, hun stirrer sådan på? Det er nogle af de spørgsmål, som børnene stiller sig.

Havfruen er én af de figurer, som børnene kan vælge at tegne. En anden er Ole Broagers 'Murora', hvor fire får uden hoveder er sat i ring. En tredje er G.C. Freunds 'Pige, der plukker blomster': Bøjet, med ryggen vendt mod Østre Anlægs grønne flader, der skinner ind gennem museets store ruder, opfordrer hun til fordybelse. Én af pigerne vælger at give sig i kast med hende.

'Jeg kan ikke få hende til at sidde ned', hulker hun efter et par minutter og viser desperat sin strunke version af pigen til den medfølende pædagog. Han tager pigen ved hånden og hjælper hende til at se, hvordan knæet folder, og ryggen buer. Se og forstå figurens form.

Børnene fortsætter til et stort, mørklagt rum. Ved indgangen er et skilt i børnehøjde: 'Du må gerne røre med øjnene, men ikke med fingrene'. I rummet står den ene skulptur efter den anden. Blandt andre Helen Schous dramatiske 'Styrtende Amazone' og J.A. Jerichaus 'Badende Piger'.

'Figurerne er med i en stopdans', siger Michael Hansen, der både er billedkunstner og læreruddannet og står for omvisningen denne dag. 'Og de er sindssygt gode til at stå stille!'

Og så sætter han lys og lyd på de fastfrosne figurer. Et drama ruller sig ud. Og nu er det helt klart for børnene, at figurerne - selvom de ikke bruger ord - er fyldt med fortællinger. Det kan de jo se!

Et værksted på et museum

Efter denne indføring i formerne og fortælleformen er børnene rustede til at skabe deres egne kunstværker. I museets store, fleksibelt indrettede værksted præsenteres de for et bredt udvalg af ståltråd, træ, skumgummi, plastik, metal, hø, pinde og hessian. Prima materialer - og der er nok af det hele. Nu er det kun fantasien, der sætter grænser for udfoldelsen.

'Det kan godt være, at det er forvirrende med alle de forskellige materialer, men forskelligheden i skulpturen opstår, når der er forskellige materialer', siger Michael Hansen, der også er leder af værkstedet.

'Børnene har været ude på museet og set, hvad andre kunstnere har lavet. Som en direkte forlængelse sætter de sig i værkstedet og laver noget selv. I modsætning til ude på skolerne, hvor der måske kun er en plakat på væggen. Her er der et godt billedmateriale', siger Michael Hansen.

De udstillinger, børnene har set, inden de selv tager plads i kunstnerrollen, er meget forskellige. Nogle er centreret om emner, der umiddelbart interesserer, andre er mere belærende udstillinger, fortæller kunsthistoriker Elisabeth Cederstrøm:

'Kunsten må gerne fascinere, vække undren. Som regel er der også et fortællende lag, som er godt, når vi har med de små børn at gøre. Med de lidt ældre kan vi blande abstraktionslaget med i formidlingen. Når de så kommer ud af Børnenes Kunstmuseum og ud i det store museum, sætter vi det ind i en større sammenhæng. For eksempel kan vi i forbindelse med et guldalderbillede spørge børnene, om de kender H.C. Andersen og Kierkegaard. Det gør vi jo ikke med en børnehaveklasse. De rigtig gode kunstværker kan fungere på mange lag'.

Men børnenes besøg på museet bør kun være en mindre del af oplevelsen, der både skal forberedes og efterbearbejdes. Hvilket museet giver rige muligheder for, blandt andet gennem magasinet 'Indblik'.

'Det kan skolerne bruge i deres hverdag. Tage de gode billeder med hjem og snakke videre om dem. Da vi havde udstillingen med liv og død, fik børnene også en lille skitsebog med hjem. Der kunne de nedfælde egne tanker omkring liv og død. Det måtte ikke stå alene', siger Elisabeth Cederstrøm.

ln

Børnenes besøg på museet bør kun være en mindre del af oplevelsen, der både skal forberedes og efterbearbejdes

'Rundt om skulpturen' er i Børnenes Kunstmuseum frem til 21. april 2002. Se mere på www.statensmuseumforkunst.dk