Børn spænder sikkerhedsselen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolebørn er blevet så gode til at spænde cykelhjelm og sikkerhedssele, at færre kommer til skade i trafikken. På 15 år er antallet af dræbte og kvæstede børn mellem seks og 16 år næsten halveret.

Det viser rapporten 'Sikre Skoleveje' fra Danmarks TransportForskning, som også forklarer faldet med færre børn og bedre skoleveje.

Især de 6-11-årige er gode til at bruge sikkerhedsudstyr, når de begiver sig ud i trafikken. Og netop sikkerhedsselen ser ud til at få større og større betydning. Ifølge rapporten bliver dobbelt så mange børn kørt til og fra skole som i 1993.

Det skyldes blandt andet flere biler blandt forældrene, nedlæggelse af skoler, lavere gennemsnitsalder blandt børnene og ikke mindst en mindre positiv holdning til at cykle blandt både forældre og børn. For eksempel er der børn, der lader cyklen stå og i stedet går eller kører i bil og bus for at slippe for at trække en cykelhjelm ned over hårlokkerne, vurderer rapporten.

Rapporten kan downloades som pdf-fil fra www.dtf.dk