Alt for mange elever får specialundervisning. Og resten lærer for lidt. Og skolen er for dyr, naturligvis! Hvorfor?

Forleden sagde jeg: 'Han talte dansk og vedblev at tale dansk'. Min kollega så rådvild ud - jeg måtte forklare udtrykket: Sønderjylland i 1800-tallet. Vi blev klar over, at vi havde modtaget ganske forskellig undervisning. Min gymnasieundervisning var med den radikale lektor Samuelsen. Den lærerstyrede undervisning ligefrem rev og flåede i vores entusiasme, mens vi kæmpede med historien. Min kollegas historiebaggrund havde udgangspunkt i egne interesser, og han havde kun arbejdet emne/projektorienteret. Sammenhæng og overblik udeblev, men værst af alt ligeledes lysten til at beskæftige sig med stoffet.

Lærerens engagement er afgørende for elevens indlæring. Læreren bærer faget! 80'ernes floskel 'ingen kan lære nogen noget' runger stadig i skolen. En herlig undskyldning for den dovne opdrager/lærer, men dovne er vi ikke! Derfor opfandt vi 'ansvar for egen læring', det var en nødvendighed! Nu kunne de voksne egentlig med god samvittighed fralægge sig ansvaret. Eleven/barnet har selv ansvaret, opdragerne står i kulissen og vasker hænder - kold afvaskning!

Forældrene ignorerede sænkningen af faglige ambitioner. 50'ernes øretæver i skolen sved stadig. I frihedens navn kom der gang i reformpædagogikken: Naturens uspolerede barn, alle er unikke, hele og ikke halve mennesker - og ingen kan altså lære nogen noget.

Elevernes resultater blev ringere, men rådgiver-pædagogerne havde råd: Undervisningsdifferentiering, projektarbejde, logbøger, portefølje, elevkontrakter, udvidet vejledning, læringsstile, intelligenstyper ad libitum.

Men eleverne får stadig for lidt ud af det. Den stærke fjerdedel af eleverne profiterer, selvom de keder sig lidt. Resten tager fra, som de lyster - motivationen er stadig lærerens ansvar. Der er svindende interesse for at tage en videregående uddannelse, og Dansk Arbejdsgiverforening konstaterer, at de elementære faglige kundskaber og færdigheder er ringe og uens fordelt.

Samfundet undrer sig. Hvorfor vedbliver denne deroute, når nu samfundet putter så mange penge i skolen? Og når idealerne er så høje?

Naturligvis er der direkte sammenhæng mellem den herskende pædagogik og de ringe faglige resultater. Børnene har fået ansvar for en masse valg, som de ikke kan overskue. Hvem kan vælge rigtigt, når man ikke kender valgmulighederne? For mange vælger det nemme, for hvorfor dog plage sig selv? Vel er der stor forskel på at have ansvar for egen læring som 1.- og 9.-klasse-elev, men lave forventninger til egen formåen grundlægges tidligt. Læreren flimrer rundt og tilgodeser hver enkelt elev, men når knap at introducere ny viden og indsigt.

Læreren har ryggen mod muren. For når undervisningen ikke lykkes, siger hun hjælpeløst til sig selv: 'Jeg kunne have forberedt mig anderledes, glemte måske eleverne for stoffet? Og den individuelle elevplan, åh, nej!' Dårlig samvittighed og stress.

'Eleven er i centrum', og læreren føler sig, på trods af teamarbejdet med kollegerne, eneansvarlig for en humanistisk pædagogik, hvor hovedet, sært idealistisk, er anbragt under armen.

Skolen er for de stærke i dag, for de tålmodige og selvbevidste, de intelligente. Jo, elever med opbakning og hjælp i hjemmet klarer sig også. Ansvaret for miseren er ikke kun lærerens, men hviler nok så meget på forældre-forbrugeren, pædagogiske fantaster og politikere med visioner i det blå.

Læs KL's nye pjece 'Alle børn skal lære mere', www.kl.dk/268860/, et alvorligt og fortænkt skrift bestående af KL's visioner og forestillinger om skolens undervisning og børn. Pjecens afsluttende beskrivelser af tre mønsterbørns ansvar for sig selv er ren sommerrevy.

Vi må igen få realistiske forventninger til skolen, og alle må tage medansvar for det nuværende pædagogiske snæversyn. 'Kejserens nye klæ'r' er et nationalklenodie.

Skolen hopper omkring og leger hvid kanin, mens ungerne hygger sig og lærer for lidt. Godt, at de hygger sig.