Det er almindeligt, at nye folkeskolelove lovliggør allerede eksisterende praksis. Således også med den nye folkeskolelovs forhold til børnehaveklassens indhold og formål. Børnehaveklassen har siden 1870'erne som formål haft at fremme børnenes alsidige, personlige udvikling gennem musiske, sproglige og sociale aktiviteter. Sådan er det stadig. Lovens valg af midler og metoder ligger dog langt fra en småbørnspædagogisk forståelse som alt for 'skoleagtige'. Og med formuleringen 'sproglig opmærksomhed' risikerer lovgiverne, at adskillelsen mellem de politisk bestemte formål og lærernes fagligpædagogiske valg af metoder og materialer ikke holder vand. Metodefriheden ofres på planlægningens og kontrollens alter. Sproglig opmærksomhed kan forstås som opmærksomhed over for børns sproglige udvikling og børns opmærksomhed på eget og andres sprog. Men det er også betegnelsen for en bestemt metode og undervisningsmateriale, som monopoliserer undervisningen på bekostning af andre metoder.

Så mens andre af indholdsbeskrivelsens elementer (praktisk-musiske og motoriske aktiviteter, samvær og samarbejde) er neutrale i forhold til friheden til selv at vælge metoder og materialer, lægger opfattelsen af det almene begreb om sproglig opmærksomhed i bestemt form op til, at metodefriheden erstattes af direkte central styring. Måske man skulle overveje valget af begreber nøjere, så enhver misforståelse om, hvor og hvem der har den politiske og faglige kompetence, undgås.

Det er fristende, nu hvor danskkundskaberne endnu en gang er i søgelyset, at stramme også indskolingen op med en traditionel, 'faglig' undervisning a la 'sproglig opmærksomhed'. Det, børnehaveklassen har mindst brug for, er at blive mere skole end børnehave, jævnfør navnet: En 'klasse' indrettet som 'børnehave'. Historisk og pædagogisk en enfant terrible, en højlydt terrier, hvis rolle det er at gøre skolestarten mindre (før)- fagskole og mere udviklings- og lærested ud fra børnenes forudsætninger, behov og naturlige læremåde. Sproglig opmærksomhed som metode og materiale modarbejder dette, medens den generelle opmærksomhed over for børns sproglige udvikling indarbejder det i sin metodik; især når 'sproglig' udvikling indeholder kropsbillede og mediesproget. En mere tidssvarende indholdsbeskrivelse er ikke 'sproglig opmærksomhed' i snæver (alfabet) sproglig forstand, men en semiotisk kompetence i et samfund, der i stigende grad benytter sig af ikke-sproglige kommunikationsformer. Det første er en tilbagevenden eller fastholdelse af den gamle skole. Semiotisk opmærksomhed (af semeion: tegn, det vil sige læren om tegns sociale liv) er åben for en samfundsudvikling, der kræver, at børnene kan mere end deres fadervor.

Kjeld Folmer Nielsen

pensioneret seminarielærer cand.mag.PD