Det er en almindeligt, brugt, men dog usædvanlig pointe, Anders Bondo Christensen drager i Folkeskolen nummer 45, nemlig at skolen kan være verdens bedste, samtidig med at den er verdens dyreste og giver børnene de undervisningsmæssigt ringeste vilkår. Hvordan hænger sådan noget nu sammen? Jo, formanden løser den uløselige knude med fremsættelsen af dogmet om, at vi slet ikke skal være verdensmestre i noget, der kan måles. Det er bare sådan en ærgerrighed, vi bør undlade at dyrke i vor lille smørklat af et lykkeland. Vi kan godt nøjes med det jævne uden alt himmelstræbet. Men så er det da træls hele tiden af Pisa og Eva at blive mindet om vores ringe kundskabsniveau, når vi nu slet ikke bryder os om, at vore børn skal have et højt vidensniveau. På den anden side kan vi vel heller ikke blive ved med at fordøje snakken om, at skolen er for dyr, og at børnene er for dumme, fordi lærerne er for dovne. På et tidspunkt må nogen vel lade et alvorligt blik falde på skolens indretning. Det har man jo lidt klodset undgået i det nye skoleforlig. Altså princippet om, at alt bliver godt, når bare vi blander stærke og svage, boglige og uboglige, revl og krat i det samme klasserum og bagefter elevdifferentierer i besynderlige holddannelser, når noget skal tages alvorligt. Børn har det bedst, når svage og stærke er samlet, lyder vores trosartikel. Men når noget skal læres, og det er der sommetider noget, der skal, i en skole, så dur det ikke alligevel. Vi ved, at noget er nødvendigt. Men vi vil ikke rigtigt være ved det. Det skal foregå sådan lidt i det skjulte. Skoleforliget er skamfuldhedens skoleforlig. Det oser langt væk af dårlig samvittighed og brudte principper, som vi ikke vil bryde med alligevel. Så er det lettere at -lade Pisa og Eva tale om for dyre skoler og for dovne lærere. Eller at sige som formanden, at vi i virkeligheden slet ikke skal kunne noget, vide noget, endsige være verdensmestre i noget. Lykken skal være at finde i bundskrabet, hvor de tusinde blødheders amorfe kompetencer ombølger os med deres døvende dunster. Der måler man ikke noget. Der drømmer man om fremtidige lykketilstande med idealharmoniske mennesker og om de ophobede rigdomme, som formanden ved bliver resultatet af vor uvidenhed.

Vagn Madsen

Brønderslev

Svar

Vagn Madsen har øjensynlig den faste overbevisning, at alle skolens problemer løses, hvis vi bare deler eleverne op i dumme og kloge. Det synspunkt er jeg ikke enig i. Jeg mener endvidere ikke, at det er en målsætning i sig selv at vinde verdensmesterskaberne i den næste Pisa-undersøgelse. Det vil blot fjerne fokus fra den dannelsesopgave, der også er et af fundamenterne i folkeskolen. Med til dannelsen og livsdueligheden hører imidlertid også, at eleverne kan noget. Derfor skal vi selvfølgelig heller ikke bare afvise de signaler, som vi kan læse af for eksempel Pisa-undersøgelsen.

Anders Bondo Christensen

formand for DLF