Debat

Faste krav i skolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvfølgelig kan der i skolen godt arbejdes mod at opfylde bestemte mål. Men hvad med de børn, som kan nå meget mere, og hvad med de børn, som selv med en betragtelig ekstraindsats fra skolens side vil få svært ved at opfylde de fastsatte mål? Og hvad med de børn, som, af mange forskellige grunde, har en helt anden dagsorden for deres liv og deres skoleliv end at opfylde fastsatte mål? Der vil nok ikke være den store uenighed om, at lærerne i skolen skal være ambitiøse på deres elevers vegne og hjælpe dem med at blive det på deres egne vegne, hvis de ikke allerede er det, men banaliteten med, at man kan trække æslet hen til vandet, men ikke drikke for det, har stadig en vis gyldighed. Og det skal ikke være en sovepude for skolen, men indimellem er det et vilkår.

Og hvad med sammensætningen af børne- og forældregruppen? Selv om skolen gør sig al mulig umage, har indgangsforudsætningerne vel betydning for, både hvor langt den enkelte kan nå, og hvor langt man kan nå i fællesskab? I ly af det nyeste hurraord i skoledebatten, faglighed, ser det ud til, at man for tiden kan komme igennem med en del, og det ser også ud til, at meget kommer fra hjertet, men det ville måske ikke være nogen skade til, at det også lige rundede et andet vitalt organ.

For nylig erkendte statsministeren i Folketinget, at han ikke kendte til nogen, der har gjort sig til talsmand m/k for udtrykket 'Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære'. Logikken i 'faste og ensartede mål for, hvad eleverne skal kunne på udvalgte klassetrin i hvert enkelt fag' vil netop blive: 'Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Og så synes jeg i øvrigt, ligesom lederen i Folkeskolen nummer 40, at der mangler nogle ordentlige begrundelser for, hvad af det, der er blevet drøftet i forbindelse med et nyt skoleforlig, der ikke allerede er medtænkt i den nugældende skolelovgivning.

Erik Smidt

seminarielektor N. Zahles Seminarium