Lærermobning skal kortlægges

Børnerådet vil undersøge omfanget af lærernes mobning, men lærerformanden er skeptisk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen ved, hvor udbredt lærermobning er i Danmark. Men det har Børnerådet sat sig for at undersøge.

'Det er meningsløst at benægte, at problemet eksisterer. Men før vi for alvor kan gøre noget ved det, må vi finde ud af, om vi taler om et kæmpe monster eller blot et lille uhyre', siger Børnerådets formand Klaus Wilmann.

Han har skrevet til lærernes formand, Anders Bondo Christensen, og foreslået, at Danmarks Lærerforening går med i en undersøgelse.

'I Børnerådet har vi et panel på over 1.200 børn fra 7. klasse. Dem stiller vi gerne til rådighed for en spørgeskemaundersøgelse. Men vi skal også have lærerne med, så vi belyser problemet fra begge sider', siger Klaus Wilmann.

Anders Bondo Christensen vil ikke umiddelbart love, at Lærerforeningen går med i en stor undersøgelse, før han har talt med Skole og Samfund, som har rejst debatten om lærermobning.

'Lærere skal selvfølgelig ikke mobbe elever. Men jeg vil gerne tale med Skole og Samfund om, hvad de henvendelser, som organisationen får fra forældre, går på. Lad os nu stille og roligt sætte os ind i problemet. Alt andet vil være populistisk', siger Anders Bondo Christensen.

Næstformand Solveig Gaarsmand fra Skole og Samfund ser derimod gerne, at der bliver iværksat en undersøgelse.

'Vi skal ikke bygge vores løsninger på myter, så det vil være godt at få klarlagt omfanget', siger hun.

Også Dansk Center for Undervisningsmiljø reagerer på debatten. Centret er ved at udvikle et spørgeskema, som skolerne kan bruge til den lovpligtige vurdering af undervisningsmiljøet. Et par af spørgsmålene skal handle om lærermobning, har centret netop besluttet. Men en egentlig undersøgelse af lærermobning kommer der ikke ud af svarene, understreger centerleder Ole Juhl.

'Den enkelte skole kan kun bruge det til at tage temperaturen på problemet. Men hvis det viser sig, at et påfaldende stort antal elever svarer, at de bliver mobbet af lærerne, går jeg ud fra, at skolerne vil finde ud af, hvad det bunder i', siger han.

Stan

Powered by Labrador CMS