Hver sjette pige gør skade på sig selv

Lærerne ved mere om elevernes destruktive tanker end forældrene, viser ny undersøgelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange store elever i folkeskolen trives så dårligt, at de vælger drastiske udveje. Hver sjette pige har skadet sig selv en eller flere gange. Og knap halvdelen af pigerne har overvejet det. Til sammenligning har knap en femtedel af drengene overvejet at gøre skade på sig selv, mens fem procent faktisk har gjort det. Det viser en stor, ny spørgeskemaundersøgelse, som Center for Selvmordsforskning har foretaget blandt godt 5.000 fynske 8.- og 9.klasse-elever, deres klasselærere og forældre. Baggrunden for undersøgelsen er en drastisk stigning i antallet af selvmordsforsøg blandt teenagepiger. På ti år er antallet af forsøg steget fra 135 til 553 om året. Med andre ord knap en firedobling. De tilsvarende tal for drengene har ligget stabilt på lidt mere end 100 selvmordsforsøg om året. Tallene dækker udelukkende over de registrerede forsøg, hvor de unge har været i kontakt med skadestue eller læge. Nogle forskere vurderer, at de faktiske tal er otte-ti gange højere. Leder af Center for Selvmordsforskning Lillian Zøllner synes, at det mest foruroligende ved undersøgelsen er, at de unge tilsyneladende ikke taler med nogen om deres tanker.

'Det er meget beskæmmende, at 60 procent af de unge mennesker, der har overvejet at skade sig selv, ikke tør betro sig til nogen. Vi taler altså om en gruppe, der er omgivet af andre mennesker hele døgnet. Andre unge, forældre, lærere og skoleledere. Der burde være optimale muligheder for samtale', siger hun. En del af de unge i undersøgelsen mener, at de ville have skadet sig selv, uanset om de havde fået hjælp eller ej.

'Det er jo helt forfærdeligt. Selvfølgelig gør det en forskel, om man får hjælp. Det er vi nødt til at overbevise de unge om', mener centerlederen.

Forebyggelse skal ske på en måde, så de unge ikke mister troen på, at vanskeligheder kan overvindes, selvom de har det dårligt, konkluderer hun.

Lærerne ved mest

Lillian Zøllner hæfter sig også ved, hvor stort lærernes kendskab til elevernes trivselsproblemer er.

'Lærerne ved meget mere om elevernes tanker om at skade sig selv, end forældrene gør. De har mange muligheder for at finde ud af, hvilke tanker og overvejelser de unge har. For eksempel gennem stile, samtaler, undervisning eller socialt samvær', konstaterer hun.

39 procent af de lærere, der har besvaret spørgeskemaet, svarer, at de kender til elevers tanker om at skade sig selv. Og 19 procent har viden om, at én eller flere af deres elever har gjort skade på sig selv.

Til sammenligning ved under fem procent af forældrene, at deres barn har overvejet at skade sig selv. Mindre end to procent kender til episoder, hvor det er sket.

'Det kan skyldes, at det simpelt hen er for skræmmende for forældre at forholde sig til. Men i hvert fald kan vi se, at lærerne har en meget central rolle i det her', siger Lillian Zøllner.

Line Groot er freelancejournalist

Den danske undersøgelse er en del af et større europæisk projekt, hvor man undersøger unges trivsel i ti forskellige lande. Den internationale undersøgelse forventes klar til foråret.

Resultaterne af undersøgelsen 'Unges (mis)trivsel', som er støttet af Egmont Fonden, kan ses i deres helhed på www.selvmordsforskning.dk

Flest drenge dør

Selv om antallet af selvmordsforsøg og selvskadende handlinger er langt mindre for drengene end for pigerne, er der flest drenge, der gennemfører et selvmord. I 1998 var der 16 drenge mellem 15 og 19 år, der begik selvmord. Det tilsvarende tal for pigerne var fire. Det kan skyldes, at drengene bruger mere voldsomme metoder.

Selvskadende adfærd

En bevidst handling, som individet har foretaget for at skade sig selv, og som individet ikke kunne være helt sikker på at overleve, men hvor skaden ikke har medført døden. Selvskadende handlinger er ud over overdreven brug af medicin eller alkohol at skære sig i håndleddet eller på anden måde at udføre selvdestruktiv adfærd.

Tidligere undersøgelser viser, at unge, som skader sig selv, har en markant overrisiko for senere at forsøge at tage deres eget liv.

Kilde: Center for Selvmordsforskning

Unge og voksne er uenige

Undersøgelsen viser, at der er store forskelle på, hvad unge og voksne tænker om selvmordsforsøg og selvskadende handlinger:

Kun seks procent af de voksne mener, at de unge skader sig selv for at begå selvmord. Det mener 28 procent af de unge. Godt 80 procent af de voksne mener, de unge gør det for at få opmærksomhed. Kun 42 procent af de unge deler den holdning.