Det svære ord: 'Professionsidealet'

er næsten li'som Dannebrog nu dalet

fra himlen ned og skal højt diskuteres,

så alle de kan høre, mærke, se os.

I toppen hos vor gæve fagforening

skal drøftes, hvordan ordet det får mening,

for ordet lyder godt - og hvilken rolle

skal lærergerningen mon indeholde?

For det er nu, man gerne vil fortælle,

at lærerne er skam professionelle.

Vi har ej job, næh, vi har professionen.

Måske vil ordet ændre situationen?

Et job er bare noget helt tilfældigt,

men med en profession bli'r det skam vældigt

fortræffeligt, hvad lærere kan gøre

og ikke blot som glade amatører.

Uha - vi bliver til professionelle.

Det stiller krav. Foreningen bør melde,

at vi som proff'er koster meget mere,

og hvem er mon parat til at sponsere

en lærer og hans professionalisme,

hans kurser og hans tøj, for vi må skis'me

ta' hele skridtet, som de gør i sporten.

Tja, hvorfor ikke? - Går den, ja, så går den!

Vi top-professionelle snart forstærker

vor status takket være klistermærker

på skoletasken, hvor at virksomheder

får plads til deres navn. På bilen breder

sig labels. Når vi kører, bremser, bakker,

så ligner vi sgu næsten ham Schumacher.

På vores T-shirts sidder flere navne.

Vi er ej sarte, vi kan sagtens favne

en masse firmanavne som sponsorer,

når blot de vil betale, mens vi morer

os med at passe vores professioner.

Men husk, vi koster dælme mange kroner.

Ja, tænk hvis blot et lille ord kan gøre,

at vores løn omsider bliver større.

Fru Fischer