Ballade om 10.-klasse-center

Selv om elevtallet på kommunens 10.-klasse-skole falder, må Sønderborg ikke spare to skoleledere væk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Sønderborg falder antallet af elever i 10. klasse.

Derfor vil kommunen nedlægge Alssund-Skolen, der udelukkende underviser folkeskolens ældste årgang. Men det er ikke så ligetil.

'Det er blevet populært at tage på efterskole, så nu står vi med en skole, der kun har 50-60 elever. Det er halvt så mange, som da vi åbnede den i 1997', siger borgmester Arne Peter Hansen, Venstre.

Det er for dyrt at drive en selvstændig skole med så få elever, mener et flertal af politikerne i byrådet. Derfor besluttede de at spare skolens leder og viceskoleinspektør væk fra 1.

januar 2003 og i stedet lægge skolen ind under ledelsen på en naboskole. Men det har Undervisningsministeriet spændt ben for.

Ministeriet sidestiller sammenlægningen med en lukning af skolen.

Det kræver, at en beslutning er taget inden 1. december, og at der forinden har været høring i otte uger. Det kan man ikke nå i Sønderborg, og ministeriet vil ikke give dispensation fra tidsfristen.

'Forældre og børn skal selvfølgelig vide, hvad de har at forholde sig til ved indskrivningen. Men i modsætning til grundskolen bliver eleverne i 10. klasse først skrevet ind midt i marts, så der er tid nok. Men bureaukratiet har taget overhånd, og det har jeg skrevet til undervisningsministeren', siger Arne Peter Hansen, der efterlyser en regelforenkling, så det bliver lettere at nedlægge en 10.-klasse-skole.

Det afviser Bo Palle Jensen, der er formand for Landsforeningen af 10.-klasse-skoler.

'Det er lige nu, eleverne i 9. klasse taler med deres klasselærere og skolevejledere om, hvad de skal efter sommerferien, og så har de naturligvis brug for at vide, hvad kommunen kan tilbyde dem', siger Bo Palle Jensen.

Det er en utrolig dårlig ide at lægge Alssund-Skolen ind under ledelsen på en anden skole, tilføjer han.

'Da man indførte loven om 10. klasseskolerne, opfordrede ministeriet kommunerne til at samle eleverne i et ungdomsmiljø.

En væsentlig årsag til, at en skole kan skabe sin egen profil, er, at den har en ledelse, der er tæt på lærere og elever til daglig. For de unge er det også godt, at de kan skifte skole, smide rygsækken og begynde på en frisk', siger Bo Palle Jensen.

Borgmester Arne Peter Hansen anerkender, at det er et fuldtidsjob at lede Alssund-Skolen.

'Situationen er alene opstået, fordi Alssund-Skolen har været en lettere fiasko og derfor er blevet for dyr at drive'.

Powered by Labrador CMS