Skoleleder Kim Kristiansen afslutter sit indlæg i Folkeskolen nummer 38, 'Rummelighed med problemer', med at lægge op til en drøftelse af mulighederne for, at folkeskolen i højere grad kan rumme børn med generelle indlæringsvanskeligheder. Kim Kristiansen siger afslutningsvis blandt andet: 'så kunne vi 'reservere' vores resurser til de særlige tilbud/udskillelse til børn med sociale og emotionelle vanskeligheder samt til børn med svære kontaktforstyrrelser'.

Når jeg tænker på den ovennævnte elevgruppe og de erfaringer, som jeg har gjort gennem tiden, synes jeg, det er vigtigt at slå fast, at disse elevers forhold ikke alene løses ved, at skolen foranstalter flere tilbud. Indsatsen skal ske flere og andre - og mindst lige så vigtige - steder. Når vi i skolen oplever elever, der med baggrund i sociale og emotionelle problemer i den grad mistrives, kan vi kun foranstalte 'lappeløsninger'. Folkeskolens primære opgave drejer sig om undervisning og dannelse af eleverne, mens andre offentlige myndigheder/de sociale skal træde til og overtage opgaven, når det drejer sig om forhold uden for skolens hverdag. Naturligvis kræver det, at vi gør opmærksom på, hvad vi oplever i skolen omkring de enkelte elevers problemer, ligesom vi naturligvis skal være parate til at indgå i et positivt samarbejde med de øvrige kommunale myndigheder.

Dette samarbejde fungerer også langt hen ad vejen. Imidlertid sker det i hverdagen oftere, at tilbuddene ikke kan gives endsige sættes i værk i tide. Jeg deltager som skoleleder adskillige gange i møder med lærere, pædagoger, skolepsykolog, tale-hørekonsulent, socialrådgiver om en konkret elev, og hvor alle omkring bordet kan se, at elevens største problem ikke er skolegangen, men forhold i hjemmet.

Klasselærer og skoleleder kontakter forældrene den ene gang efter den anden for at få et samarbejde i gang, men det lykkes ikke altid. Og så længe forældrene ikke vil give deres tilladelse til, at skolepsykologen og/eller andre resursepersoner kan få tilladelse til at hjælpe familien, så kan skolen blot 'sidde på sidelinjen og se', hvordan eleven mistrives, og problemerne bliver større og større. På et tidspunkt må jeg som skoleleder træffe en beslutning om, at skolen ikke længere kan rumme eleven i klassen - dels af hensyn til den pågældende elev, dels af hensyn til de øvrige elever og af hensyn til lærerne.

Elever med store sociale og emotionelle problemer kan betyde, at klassens øvrige elever oplever, at de er bange for de aggressive og ofte voldelige udtryk, som de trængte elever udviser. Samtidig mindskes forståelsen i den øvrige forældregruppe i klassen for, hvad deres børn skal udsættes for, og samtidig er det synd for den elev, der har det dårligt.

Disse situationer, som desværre gennem de sidste år optræder hyppigere, bør indgå i drøftelserne om at skabe større rummelighed i folkeskolen.

De elever, som jeg her har omtalt, har ofte allerede i børnehaven udvist en adfærd, der røber sociale og emotionelle problemer grundet hjemlige forhold, og ofte har lignende initiativer om samarbejde med hjemmet været afprøvet uden resultat.

Her rejser spørgsmålet sig, om der tages tilstrækkeligt hensyn til barnets tarv, eller det nærmere er forældrenes, vi tager hensyn til. Tavshedspligten pålægger os som offentligt ansatte visse restriktioner, men i andre situationer tjener det ingens interesse at være tavs. Det er bestemt ikke i barnets tarv, at vi som et professionelt fællesskab ikke kan iværksætte de for barnet nødvendige tiltag, som gør det nemmere at rummes inden for folkeskolens fællesskab.

Så for mig at se må debatten om folkeskolens rummelighed blive bredere end blot spørgsmålet om, hvor mange der henvises til specialundervisning eller ej.

Susanne Thulin er skoleleder ved Margretheskolen i Gundsø