Debat

En ekstra resurse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med stor interesse har jeg læst Folkeskolens artikler om netlæreruddannelsen.

Jeg er selv nystartet fjernstuderende på Haderslev Seminarium og har en kommentar: John Krejsler mener, at det er et spørgsmål om, hvorvidt den personlige modningsproces kan foregå, uden at man i tilstrækkeligt omfang er med i alle de processer, som foregår sammen med andre mennesker under en uddannelse.

De fleste af os på fjernstudiet har en uddannelse i forvejen, har børn, har eller har haft fast job. Vi har været igennem en modningsproces op til flere gange. Jeg er selv uddannet bygningskonstruktør med fast job i et firma og mor til tre børn fra et til 11 år. Samarbejde og teamarbejde har jeg lært både under mit første studium og på forskellige arbejdspladser. Jeg har skiftet holdning til mange ting, siden jeg fik børn, den opmærksomhed for børns vilkår og interesse i børns udvikling, i sociale strukturer og i samfundets udvikling havde jeg ikke før. Jeg har lært at vælge - og vælge fra.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Måske er det lige den ballast, vi 'halvgamle' har med. Jeg føler, at netuddannelsen er en enestående mulighed for mig, fordi den passer lige præcis til min livssituation. Det vil aldrig nogensinde erstatte den almindelige læreruddannelse, fordi den helt sikkert er den rigtige uddannelsesform for 'almindelige' lærerstuderende, men jeg tror, at den er et rigtigt godt supplement. Det giver samfundet mulighed for at udnytte en ekstra resurse.

Silke Groth

Sønderborg