Formanden for Skole og Samfund Thomas Damkjær Petersen appellerer i 'Bagsmækken' i Folkeskolen nummer 40 til alle parter om nu endelig at stå sammen om at sikre, at alle gode gaver som demokrati, medindflydelse, selvrespekt, tillid og rummelighed må få en chance i de pågående folkeskoleforhandlinger. Og det er jo forstemmende toner. For alle ved jo, at alt dette og meget mere jo allerede er garanteret i gældende folkeskolelov. Det blev alt sammen slået fast i skrifter og af omrejsende talere ved lovens forberedelse. Man kaldte det senere for bløde kompetencer. Og sikke nogle mennesker, der herefter ville befolke vort lille paradis. Ikke så få af os troede såmænd på det. Planlagt uvidende ganske vist på vitale områder, men harmoniske, struttende af selvtillid og fællesskabssolidariske skulle fremtidens danskere være. De må jo alle sammen allerede gå rundt ude i samfundet og være nær ved at gøre vort retsvæsen ganske overflødigt. Så hvorfor mon Thomas Damkjær nu pludselig ønsker sig alt det, der allerede for længst foreligger som resultater? Måske er formandens ønske udtryk for erkendelsen af den fatale fiasko, som verdens ringeste skolelov står for. Desværre er hans ønsker også udtryk for en helt urealistisk tro på, at mennesker kan man bare modellere til hele idealskikkelser. Sådan troede vi dengang. Og sådan tror vi fortsat på de tomme fraser. Vi fortsætter med at udtale de ideale forventninger bare for at vise, at vi har hjertet på rette sted. Samtidig er vi så dumpet ned i en helt forudset uddannelsesmæssig afgrund. Og dermed er det børnene, der har betalt prisen for de voksnes tåbeligheder. Alligevel håber vi, at politikere og andre vil stå sammen om at lave et nyt opkog af den samme suppe, der gerne skulle vare, indt-il vi om en snes år igen vil give den et opkog. Og så nævner Damkjær ikke en gang trivialiteten med at tage udgangspunkt i den enkelte. Det ville nu også være faldet lidt skævt ud. For hans hjertebarn: 'den fælles folkeskole' skal vi jo stå sammen om. Og fællesskab betyder udelte klasser, der igen spærrer for ethvert hensyn til den enkelte. Udeltheden skal komme styrket ud af forhandlingerne. Folkeskolen, hvor man taber de svage, blæser på de stærke og underviser en midtergruppe, der ikke længere eksisterer, skal fortsat være målet. Thomas Damkjær kalder på lærernes professionalisme. Men professionalismen er måske mere synonym med en stræben efter den delte folkeskole, hvor man kan tilgodese alle elevkategorier, end efter den udelte, der taber alle i undervisningen.

Vagn Madsen

Brønderslev