Klasselokalet er forandret siden sidst. Selvportrætter på væggene, spil på hylderne, madras og puder i hjørnet og et akvarium bagerst i klassen. Også pladserne er forandret, og det er eleverne selv, der har valgt, hvordan de sidder nu. De brugte nemlig en matematiktime på at finde frem til, hvordan bordene skulle stå, og hvor de skulle sidde. De havde tidligere arbejdet med målestok og linealer, så her kunne eleverne bruge deres viden, og på den måde kom de frem til den nye formation. En hestesko med to i midten. Hver dag er Annika i selskab med en meget snakkende klasse og nogle elever, der er gode til at lytte til hinanden.

'De taler meget, men det må man så bruge noget ekstra tid på i undervisningen', siger Annika. Det betyder, at de faglige aktiviteter falder lidt i baggrunden for de sociale. Men det er ikke lig med, at det går ud over det faglige.

'Det følges jo ad, altså hvis der ikke er arbejdsro i klassen, så kommer der heller ikke noget faglighed ind', siger Annika.

Pladetektonik og jordskælv

I det hele taget arbejder Annika meget med at gribe muligheden. At tage det op, eleverne spørger om. Med det samme. En dag snakkede de om jordskælv i klassen, fordi de opdagede en revne i væggen. 'Der var en af drengene, der begyndte at forklare pladetektonik. Alle de andre elever sad og så forundret op', fortæller Annika. Hun begyndte straks at vise med to bøger, hvordan pladerne støder mod hinanden. 'Selvfølgelig udvælger man - er det relevant, eller er det ikke relevant', siger Annika.

Her skriver hun ofte lidt på tavlen, de snakker om det og får sat nogle flere ord på.

'Jeg tror tit, de fanger noget mere ved den spontanitet', siger Annika.

Det var blandt andet en af de ting, hun fortalte om til forældremødet.

Typiske tekniske problemer

52 billeder præsenteret i PowerPoint ventede forældrene, da Annika skulle holde sit første forældremøde. Billeder af alle eleverne og hele klassen med lidt vittige tekster til. Noget om Klare Mål, og hvad de skal nå i løbet af året.

'På en eller anden måde var et kabel forsvundet', fortæller Annika. To dage før var hun med til forældremødet i den anden førsteklasse. Klasselæreren, Kristian, brugte også PowerPoint, så alt skulle være i orden. Men kablet, der forbinder projektor og computer, lå ikke sammen med resten af udstyret den aften, da de hentede det. Det var meget uheldigt, for billederne fungerede samtidig som hendes stikord. 'Så måtte jeg jo stå og huske, hvad det var, jeg gerne ville sige, og var lidt rystet, må jeg nok indrømme'.

'Det gik fint, og nervøsiteten forsvandt jo meget hurtigt'.

Imens drønede Kristian og skolelederen rundt for at finde kablet. En time senere lykkedes det, og billederne blev fremvist.

'Det er typisk med en lærer, der ikke kan finde ud af teknik', griner Annika, der ellers sjældent har problemer med teknikken.

Spørgsmålene væltede ikke ligefrem ned over Annika til forældremødet. Og det har de faktisk heller ikke gjort til hverdag. Forældrene vil ikke forstyrre hende, når hun har fri. Det fortalte de hende på et klasserådsmøde. Hun er kun blevet ringet op en enkelt gang.

'Jeg havde jo forventet - det lærer man på seminariet - at forældre stiller mange spørgsmål og kan være kritiske', fortæller Annika, der faktisk synes, det ville være rart, hvis der blev stillet nogle flere spørgsmål. Men sådan har det altså ikke været, og det er der ifølge Annika en forklaring på.

'Jeg tror, man vinder meget ved at bruge den tid, det tager at få skrevet forældrebreve. Hvis du har informationen i orden og lige skriver, hvorfor gør vi det her, så tror jeg, du kommer uden om mange af de forældrespørgsmål', mener Annika. Omkring hver anden uge får forældrene et brev med informationer om alt fra idrætsdag til møder og skemaændringer.

Helhed i undervisninge

n I medierne har der i de forløbne måneder været en debat om den nye læreruddannelse. En del kritik har rettet sig mod, at lærerne ikke underviser i deres linjefag. Det gælder også for Annika.

'Jeg vil da også helst undervise i mine linjefag, selvfølgelig vil jeg helst det', siger hun uden tøven. Men da hun skulle søge et job, var der kun en stilling i Vordingborg, og så må man jo veje for og imod.

'Som udgangspunkt var jeg lidt skeptisk over for at skulle undervise i fag, der ikke er mine linjefag', siger Annika. I seminarietiden var hun mest interesseret i overbygningen.

'Men jeg syntes, det kunne være spændende at være i indskolingen og en stor udfordring at være klasselærer for en førsteklasse', fortæller hun.

Og der har også vist sig at være nogle fordele ved fålærersystemet. 'Der kommer en større helhed ved den struktur', siger Annika. Ting, som de har talt om i for eksempel dansk, bliver brugt i kristendom. I matematik har de snakket om større end eller mindre end, tegnene, der ligner næb, og hvor den lille spiser den store. I kristendom hørte de historien om David og Goliath, hvor den lille vinder over den store. Pludselig var der en elev, der sagde: 'Det er ligesom i matematik, hvor den lille spiser den store'.

Men det er samtidig en ulempe, hvis en elev og lærer har et knap så godt forhold til hinanden, for det er jo den eneste lærer, eleven har. Alligevel mener Annika, at problemet med linjefagene ikke er så stort. For hun har på seminariet haft almen didaktik og andre pædagogiske fag og har fået forskellige redskaber til at sætte sig ind i fagene. Blandt andet at læse Klare Mål og lærebøger.

'Selvfølgelig sætter man sig ind i de ting, man underviser i. Og så tror jeg meget, at det er engagement og opfindsomhed, der er vigtigt, når man underviser i indskolingen', siger Annika. 'Problemet er jo, med den uddannelse vi har nu, at den passer ikke sammen med virkeligheden. Virkeligheden er den gamle uddannelse, det, at man blandt andet er uddannet i alle skolens fag til og med mellemtrinet. Virkelighed og idegrundlag passer ikke sammen', siger Annika. Hun mener, at lige så snart en ny folkeskolelov er på plads, kan man indrette seminarieuddannelsen derefter. Samtidig efterspørger Annika en bedre kommunikation om mål og midler mellem skoler og seminarier.

Erfaringsgrupper

Kollegerne er flinke til at spørge til Annika. Både om hvordan det går og om gode råd og ideer til for eksempel overbygningen. 'Og så får man god inspiration og gode ideer til fagmøderne', siger Annika. Men ellers er det ikke meget, hun ser til kollegerne. Tifrikvarteret går hurtigt med alle mulige små gøremål, og de fleste dage har hun tidligt fri. Hun bliver dog på skolen og forbereder sig til næste dag. Her bruger Annika sit team meget. De fleste diskussioner har hun dog med sine tidligere medstuderende. Her kan refleksionerne og oplevelserne få frit løb, og det sætter Annika pris på. Hun fortæller om en episode i klassen, hvor en af hendes elever konsekvent byttede om på to bogstaver, når han skulle stave sit navn. Sådan havde han lært at stave sit navn, sagde han. Annika forsøgte alle mulige ting, men lige lidt hjalp det. Til sidst snakkede hun med kæresten, der er lærerstuderende. Det endte med, at hun fandt en tilmelding til forældremødet, som elevens far havde skrevet sønnens navn på. Den viste Annika til eleven, og det havde tydeligvis en større effekt. Nu er bogstaverne kommet på plads.

Ansvarsbevidst

Annikas to første måneder er gået, og den nye rolle har ændret lidt på hverdagens rytmer. 'Der er andre forpligtigelser nu. Jeg har ikke så meget frihed som på seminariet. Nu skal jeg jo lige pludselig være frisk hver morgen', siger hun.

'Jeg tænker lidt mere over, hvad jeg foretager mig i min fritid. Jeg føler mig mere ansvarsbevidst', fortæller Annika. Hun er også blevet mere bestemt, end hun havde forventet. 'Jeg havde jo en ide om, at man kunne tale sig frem til ting. Det nytter ikke altid noget sammen med 16 førsteklasseelever'.

Annika har haft stor gavn af at tale med sine tidligere medstuderende. Derfor mener hun, at det ville være en god ide, hvis seminarierne lavede erfaringsgrupper for tidligere studerende

Folkeskolen følger Annika Bay i hendes første år som lærer. Du kan finde de tidligere artikler om Annika på www.folkeskolen.dk under overskriften 'Følg Annika'