'Der går lærer Jensen, han har månedslov i dag' - vi gloede ud ad vinduet i det dunkle sygekassekontor,

hvor jeg var ansat som elev i midt-50'erne.

Jo, derude gik han, lærer Jensen, med langsomme, værdige skridt på solbeskinnet formiddagstur. Vi andre havde mange timer tilbage inden fyraften. 'Der er ingen andre samfundsgrupper i landet, der er så dovne som skolelærerne', sagde min kontorchef og kiggede et kort øjeblik op fra Politiken. Misundelige og forargede bøjede vi os igen over skrivemaskinerne på det triste kontor (nej, det var ikke der, min beslutning om lærerjobbet fødtes.

Vistnok ikke). Månedslov. Hvor latterligt. I de måneder, hvor der ikke indtraf en ferie, lukkede skolen en enkelt dag for at bøde på miseren.

Her rinder mig i hu - ikke ulig lærer Jensens formiddagstur - at jeg mange år senere efter min korte onsdag udfordrede skæbnen unødigt ved at gå til den lokale købmand på vej hjem. 'Nå, så fik du fyraften, klokken er sandelig også blevet ti minutter over 11', var kassedamens yndlingsreplik. Jeg følte mig en smule stødt dengang. Inden hærdningen.

Månedsloven blev ikke afskaffet, før det helt store scoop indtraf: lørdagsfri. Hele året rundt. Engang i 70'erne.

Hvilken lodret lykke. En drømmer jeg eller er jeg vågen-følelse i begyndelsen - efter de mange år med timer til klokken 14 lørdag.

Men den store skændsel var barselsorloven. Seks uger. 'Det er godt nok længe med fuld løn', mente nogle af de gamle i familien. Det var meningsløst hårdt med seks lange arbejdsdage og et diende spædbarn. Vi er ikke kommet sovende til noget, hvis I tror det, I unge lærere! Jeg hører efter med et halvt øre, når der berettes om barselsorlov nu om dage. Der er en panglen med at få fædrene banket hjem, har jeg forstået. Det kan de godt opgive. Mænd gider ikke lænkes til vugger, ikke da så længe uden arbejdspladsens afveksling. Herregud da, skulle det være så forfærdeligt.

Men vi havde unægteligt dengang et stort privilegium under betegnelsen 'unge piger i huset'. Dejlige piger til at holde styr på det hele fra den årle morgenstund. Ser det for mig i et drømmesyn,

masser af legende børn i haverne, på gader og stræder - uden overdrevent opsyn. Inden ordet pasningsordning indgik i sproget.

De piger var guld værd. Men de fik trods alt også godt et par hundrede kroner om måneden og fri omtrent hver søndag.

Samt på min månedslov.

Håber jeg.

Else