Poul Martin Christensen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, at vi på Birkelundskolen i Holstebro erfarede, at vores kollega gennem mange år, Poul Martin Christensen, efter ganske kort tids sygdom var afgået ved døden den 8. september 2002.

Poul Martin blev pensioneret i 2001 og nåede desværre kun at nyde sin skolefri tilværelse i godt et år, før sygdom pludseligt satte en stopper for et indholdsrigt og aktivt liv.

Poul Martin var et særdeles intelligent og skarpttænkende menneske, der følte sig meget forpligtet over for sin lærergerning. En forpligtelse med engagement, der kom rigtig mange elever til gode såvel i almindelig undervisningssammenhæng som ved et stort arbejde i skolens bibliotek. Her gjorde hans omfattende viden og hjælpsomhed vores daglige skolearbejde lettere og mere kvalificeret og inspirerede eleverne til nysgerrighed og lyst til at søge yderligere viden.

Som tillidsrepræsentant og senere kredsformand satte han sig omhyggeligt ind i regler og paragraffer, så han altid var velforberedt til at forhandle sig frem til de bedst mulige arbejds- og lønforhold. Kollegers ve og vel lå Poul Martin meget på sinde, hvilket vi og mange kolleger på andre skoler havde stor glæde og gavn af. Han var altid parat til at lytte, vejlede og hjælpe på særdeles kvalificeret vis.

Poul Martin var ikke manden med 'store armbevægelser', men af og til afslørede han andre talenter - han spillede harmonika og kunne skrive tekster, især viser og sange med tør humor, bid og rammende underfundigheder - han evnede på en fremragende måde at benytte rim og versefødder.

Vi har alt for tidligt mistet et fint menneske, en god og nær ven, men vi ved, at tabet for Kirsten, børn og børnebørn er meget større.

Æret være Poul Martin Christensens minde!

Personalet på Birkelundskolen, Holstebro