Alle børn har særlige behov

Lærere skal yde en bedre undervisning, så de svage elever kan blive i klassen, mener svensk skoleekspert

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der behøver ikke at være en modsætning mellem undervisning for fagligt svage børn og undervisning for begavede børn. Det kan også godt lade sig gøre at beholde en del af de børn, som i dag skilles ud til specialundervisning, i klassen. Men en undervisning, hvor børnene selv skal vælge hele tiden, får svage elever til at falde fra. Det sker i alt for høj grad i Sverige i dag.

Det mener den svenske lærer, forfatter, skolerådgiver og foredragsholder Gunilla O. Wahlström, som har skrevet bøger om grupper i skolen, begavede børn og senest en roman om drengen Kirre, som har været udsat for omsorgssvigt. Hun er kritisk over for dele af den svenske undervisningsmodel, hvor hver enkelt barn selv tager stilling til, hvad han eller hun har lyst til at lave. 'Det lægger op til en masse valg, og svage børn kan ikke hele tiden vælge. De har brug for den støtte, som faste grupper og veldefinerede opgaver giver. Jeg havde for eksempel en pige, som var bange for, at hendes mor skulle dø. Hun led af ekstrem beslutningsangst. For hende måtte jeg bestemme alt. Jeg måtte sige, hvor hun skulle sidde, hvor hun skulle starte med at læse - og efterhånden turde hun selv mere og mere. Hun blev i klassen sammen med de andre elever', siger Gunilla Wahlström.

Hun er især kritisk over for tidens tendens til at skille flere og flere ud til specialundervisning og sætte en etiket på børn med problemer. Men hun understreger også, at det kræver små klasser og nogle gange ekstra hjælp at beholde børn med problemer i klassen.

'Man taler om børn med særlige behov - derved mener man ofte problembørnene. Men min ide er, at man skal behandle alle børn som specielle, som særlige børn', siger Gunilla Wahlström.

'I Sverige er der en stor lyst til at diagnosticere, sætte etiket på børn med problemer. Men gør man det, vil børnene naturnødvendigt begynde at leve op til etiketten'.

Selv mener hun, at der er fire grupper af børn, som bliver opfattet som problembørn i Sverige. Den første er de tre-fire procent af børnene, som har direkte neurologiske problemer, og som kan have glæde af en diagnose og behandling. Langt den største gruppe af børn, der skaber problemer i undervisningen, er børn, hvis forældre ikke orker at sætte grænser, mener hun. 'Forældrene projicerer over på barnet, de er selv en slags børn, som ikke kan udholde, hvis barnet bliver vred på dem. Derfor tager de ikke konflikterne. De vil af med deres skyld og bliver næsten glade, når børnene får en etiket', siger Gunilla Wahlström.

'En anden stor gruppe er forhandlerbørnene, som Dion Sommer og andre taler om. De er vidende, de stiller krav, de sætter spørgsmålstegn ved alt - de er svære at have i store grupper. De får ofte stemplet disciplinproblemer. Men hvis man behandler dem som små voksne, kan de være helt vidunderlige at have i en klasse', siger Gunilla Wahlström. Den sidste gruppe er børn, som har været udsat for omsorgssvigt. Her er det direkte skadeligt at skille dem ud fra gruppen, som det ofte sker i Sverige: 'De har problemer med tilknytningen til andre mennesker. De har brug for at føle, at de hører til. Derfor er det synd, når de bliver udstødt af klassen. Hvis der er flere, kan de jo være svære at have i en almindelig klasse hele tiden. Men de har bedst af at være i en tryg gruppe med andre typer af børn'. 'Man orker ikke at finde ud af, hvad der kan gøres, og man sender dem uden for klassen og sætter dem sammen med syv andre børn, som har samme slags problemer', siger hun.

Identitet i grupper

Gunilla Wahlströms system betyder, at børnene hele tiden opholder sig i små grupper. De har en fast gruppe, hvor de efterhånden lærer hinanden rigtig godt at kende. De skal føle, at de hører med i gruppen, hvad enten de er bogligt begavede eller ej.

'Vi arbejder med emner, som skal opbygge fællesskab, egen identitet og selvtillid i grupperne. Jeg fortæller for eksempel begyndelsen af en historie, og eleverne skal fortælle den færdig. Ellers skal de finde en ting, som alle ikke bryder sig om - eller som alle er glade for. Og derefter finde noget, som hver enkelt i gruppen synes dårligt om eller er glad for, eller som gør dem vrede - og hvor de adskiller sig fra de andre. Det kan være, at der er en, som ikke er bange for edderkopper', fortæller Gunilla Wahlström. Eleverne arbejder også med etiske opgaver - for eksempel: Flere mennesker er syge og har brug for en levertransplantation. Hvem skal have den eneste lever, der er mulighed for at få? Hvordan vælger man vedkommende ud? Drama er også en del af undervisningen.

'Man kan dramatisere forskellige episoder i historie, for eksempel har jeg brugt the Boston Tea Party til at få dem til at leve sig ind i argumenter fra forskellige grupper i samfundet og øge deres forståelse. Det er også i stamgrupperne, at de arbejder med kreative emner'.

På den måde opbygger man deres egen identitet, og samtidig får man dem til at acceptere, at de er forskellige, men ligeværdige, forklarer Gunilla Wahlström. Når det handler om faglige emner, deler hun emnet op i flere niveauer. Det foregår i grupper, som børnene vælger sig ind på for en uge ad gangen. Det betyder, at der er udfordringer til de bogligt begavede og strukturerede opgaver til de børn, der er fagligt svage. Hun forklarer systemet ved at tage emnet svenske søer. Børn, der arbejder langsomt, kan nævne nogle søer, finde dem på et kort og fortælle, hvor store de er. De børn, der kan nå lidt mere, nævner flere søer, deres tilløb, hvilken slags natur der er omkring dem, dybde og størrelse, og finder ud af, hvor mange slags fisk der er. Og de endnu hurtigere børn kan tænke over, hvad der sker med fiskene, når søerne fryser til. De kan analysere vandet fra en sø, undersøge vegetationen og vandets temperatur og finde ud af, om der er en sammenhæng mellem temperatur og dybde.

Flere bliver udfordret

Al undervisning starter med kundskab, derefter forståelse, anvendelse, analyse og vurdering. Det er et system, som kaldes Blooms taksonomi, opfundet af en amerikansk psykologiprofessor, som mente, at hver enkelt kunne lære meget mere, hvis han/hun fik den tid til det, som var nødvendig for netop den person.

'Man lægger opgaven åbent op, og man arbejder med det på nogle aftalte tidspunkter. Om mandagen vælger børnene selv, hvilket niveau de vil arbejde på med ugens emne. De børn, der er begavede, arbejder det meste af tiden på det svære niveau. Men indimellem orker de ikke, og så vælger de et andet niveau. De fagligt svagere børn arbejder mest på det letteste niveau, men nogle gange vælger de også noget sværere, knokler løs i en uge og siger stolt bagefter: pyha, jeg klarede det. De begavede børn udfordres, for de vil være tilbøjelige til meget af tiden at vælge det sværeste. På den måde lærer alle grupper børn, at man kan få noget ud af at anstrenge sig, og at det også handler om slid, hvis man vil lære noget. Det er vældig sundt. Ellers sker der ofte det, at de begavede børn keder sig eller lærer sig dårlige arbejdsvaner, fordi de ikke behøver at anstrenge sig', siger Gunilla Wahlström.

Det har i mange år været tabu at tale om begavede børn, mener hun.

'Man har sagt, at de klarer sig under alle omstændigheder. Men begavede børn, især piger, får mindst opmærksomhed i klassen. Men de har lige så meget brug for at føle, at de er værdsat og med i gruppen, som alle andre børn. Vi ser også en gruppe af især drenge, som man kalder 'begavede underpræsterende', fordi de ofte forstyrrer i timerne, og det ikke går så godt i skolen, som det egentlig kunne. De søger opmærksomhed ved at lave ballade', siger Gunilla Wahlström.

Divergent undervisning

Gunilla Wahlström startede i 1965 som almindelig lærer i Sverige. Efter ti år tog hun til USA for at få nye impulser.

'Jeg lærte en form for pædagogik, som man kalder divergent pædagogik. At divergere er at gå forskellige veje, at lære ved at gå forskellige veje. Da jeg kom hjem i 80'erne, var det helt nyt. Det er det jo ikke længere. Men dengang begyndte jeg at arbejde på den måde som almindelig lærer. Det var meget spændende og givende. Det handler om to ting. At børnene kan lære fagligt på hver deres måde, og at man arbejder bevidst med at opbygge selvtillid, tryghed og identitet. Det sker ved at arbejde i små grupper, som er faste, og hvor de lærer hinanden rigtig godt at kende'.

Gunilla Wahlström

Gunilla Wahlström har blandt andet skrevet: 'Gruppen som grogrund, Kirre' (oversat til dansk), 'Hantere konflikter - men hur', 'Begavede børn i skolen - duelighedens dilemma?' (oversat til dansk). I marts kommer hun til Danmark for at holde foredrag om svage børn med udgangspunkt i bogen om Kirre.

Powered by Labrador CMS