Et nyt internet fra græsrødderne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

WarChalking er muligvis meget mere end blot it-nørdernes nyeste grille. Det kan være begyndelsen til et helt nyt internet, helt uafhængigt af de store teleselskaber, der kan have god grund til at føle sig alvorlig truet på indtjeningen. Hvis tilstrækkelig mange små trådløse netværk etableres side om side, så de overlapper hinanden, er det kun et mindre problem rent teknisk at få dem alle til at arbejde sammen som ét stort net, hvor signalerne kan hoppe fra netværk til netværk. I den situation vil der slet ikke være brug for den forbindelse til det internet, vi kender i dag.

Det er nemt at forestille sig, at et kvarter eller en hel by kan dækkes af et større antal trådløse netværk. Med den nuværende rækkevidde på mindst 300 meter skal der ikke engang mange punkter til, før et villakvarter er dækket ind. At skalere det op til en by ligger lige for, og så mangler der blot forbindelsen fra by til by. I et land som Danmark med vore korte afstande ville det være billigt, i og med at trådløse netværk kan række op til tyve kilometer med præcis retningsbestemmelse. Ideen lyder måske for vild, men den er hentet fra Nicolas Negroponte, der fra sin position som leder af en af de centrale institutioner for forskning i digitale medier, MIT Media Laboratory i Boston, gennem en længere årrække har beskæftiget sig med internettets udvikling. Han har for nylig i tidsskriftet 'Wired' promoveret ideen om de mange små netværk som en sø med åkander, hvor signalerne hopper fra blad til blad som frøer.