Traditionelt bliver en elev mødt med en røffel, hvis han kommer for sent i skole. Men ikke på Østerbyskolen i Vejen. Her får eleven at vide, at det er godt, han kommer.

Lærerne bestræber sig på at skælde mindre ud. Derfor har de givet skolens 550 elever større ansvar for samværet i klassen. Meningen er, at lærerne skal se sig selv som ledere af et samarbejde og ikke som politibetjente, der dikterer, hvad god opførsel er.

'Det er ikke eleven, der forstyrrer klassen, hvis læreren afbryder undervisningen for at skælde ud over, at han kommer for sent. Det er læreren selv, der spilder klassens tid', siger skoleleder Allan Lauenblad.

'Ofte er det forældrenes skyld, at en elev kommer for sent. Men det siger han ikke til læreren, for han er loyal over for sine forældre. Den indsigt skal læreren have. Hun skal vide, at de fleste elever er kede af at komme for sent. Ved at sige 'godt du kom' viser hun, at hun har overblik, styrke og autoritet'.

Østerbyskolen har gennem mange år haft det motto, at den skal være et godt sted at være, men det skal ikke kun være lærernes ansvar, så for et par år siden begyndte skolen at inddrage forældrene og eleverne i arbejdet med at sikre, at den enkelte elev får optimalt udbytte af undervisningen. I praksis beder lærerne hver klasse svare på to spørgsmål: Hvad er en god kammerat? Og hvad er en god klasse? Ud fra svarene formulerer eleverne spilleregler for, hvordan omgangstonen i klassen skal være. Reglerne er ikke ens fra klasse til klasse, men det betyder ikke noget. Det afgørende er, at eleverne får ejerskab til reglerne.

'I langt de fleste tilfælde kan læreren få en urolig elev til at falde til ro ved at sende ham et blik om, at nu er det nok. Når det ikke virker, kan hun minde eleven om, at han har brudt klassens regler, og at det går ud over kammeraterne. Men det kræver, at læreren selv er indstillet på, at det ikke er hende, der bliver forstyrret, men undervisningen og resten af klassen. Ellers tager hun ansvaret fra eleverne, og så går det galt', siger Allan Lauenblad.

Hat på i timerne

I 9.a har eleverne besluttet, at en elev må gå ud i timerne, hvis han føler sig aggressiv eller har krudt i rumpen.

'Det er bedre, at eleverne selv siger til, frem for at jeg skal tænde af', siger klasselærer Helle Hindsgaul. Hun er desuden tillidsrepræsentant for lærerne.

Systemet med spilleregler bygger på, at flertallet af elever kommer i skole for at lære noget. Det er dem, der skal sætte normen over for de få, der giver anledning til uro. Men i begyndelsen kneb det for Helle Hindsgauls elever at forstå, at det var deres egne regler.

'De havde let nok ved at finde på nogle spilleregler, men et par dage senere kom det frem, at de bare havde skrevet det, de mente, jeg ville høre. Så måtte jeg bede dem begynde forfra'.

Børn ved godt, hvad der skal til, for at de kan få noget ud af undervisningen, så der blev ikke ændret voldsomt i reglerne. Men eleverne kom med enkelte tilføjelser, blandt andet ville de gerne kunne have hat på i timerne.

'Nogle af de andre lærere i teamet ville ikke bryde sig om det, men eleverne argumenterede med, at hatten er en del af deres identitet. Det bøjede vi os for - men først efter en lang diskussion', siger Helle Hindsgaul.

Allan Lauenblad mener, at diskussionen om hatten er et godt eksempel på, at skolen skal indstille sig på, at lærere og elever kommer fra hver sin generation.

'Vi har mange ældre lærere, og de er vokset op med, at man tager hatten af for at udtrykke sin respekt. Men sådan opfatter eleverne ikke hatten, så hvis lærere holder fast i, at eleverne skal tage hatten af, beder de om at få problemer', siger skolelederen.

Enige forældre og lærere

Til gengæld fik eleverne i 9.a ikke opfyldt deres ønske om at kunne spise slik i timerne.

'Vi skal alle sammen kunne leve med spillereglerne, og det er håbløst at tale engelsk med munden fuld af slik', siger klassens engelsklærer, Birgit Brink Lorenz.

Også forældrene var imod. Det stod klart, da de havde diskuteret elevernes forslag på et forældremøde.

'Det er fint, at eleverne har et medansvar for, hvordan undervisningen fungerer. Men de har ikke frit spillerum, og de må gerne mærke, at forældre og lærere er enige om, hvordan nogle ting i klassen skal være', siger Birgit Brink Lorenz.

Østerbyskolen stiller også krav til forældrene. Men kun ét: De skal diskutere, hvad god opdragelse er. Ud af det vokser ansvarligheden både for deres børns adfærd i skolen og for deres eget forhold til lærerne, mener Allan Lauenblad.

'Mange forældre regner med, at deres børn får lektier med, når de tager dem med på ferie i skoletiden. Men nej, det skal de ikke belaste lærerne med. Det må forældrene selv finde ud af. Det er deres ansvar, at deres børn går glip af fællesskabet i skolen. Igen er lærerne nødt til at flytte fokus fra sig selv. Ellers bliver de slidt op'.

Det tager tid

Som lærer i specialundervisningen kommer Bente Christensen rundt på Østerbyskolen, og hun kan se, at spillereglerne begynder at virke.

'Reglerne er ikke udarbejdet, fordi lærerne er skrappe. Eleverne har selv været med til at udarbejde dem, så ofte er det nok, at læreren peger på dem, hvis der er uro i en klasse. Spillereglerne skaber i det hele taget grundlag for mange konstruktive samtaler rundt om i klasserne', siger Bente Christensen.

Endnu kører spillereglerne ikke per automatik hos alle elever og lærere, men der er sat gang i en proces, som kan føre til en mere rummelig skole, vurderer observationslæreren.

'Eleverne oplever, at vi lytter til dem, og de lærer at argumentere for deres synspunkter. Det kan vi bruge til at øge deres ansvarlighed for undervisningen. Men det vil tage lang tid', siger Bente Christensen.

Henrik Stanek er freelancejournalist