Børn af alkoholiserede, kriminaliserede, marginaliserede, kleptomaniserede, narkomaniserede og forældre med andre børnefjendske manier sættes i forbindelse med diskussionen om den såkaldte sociale arv. I en nordjysk skole, der modtager mange børn fra sådanne miljøer, siger skolelederen til en nordjysk avis, at sådanne grelle tilfælde kræver probat indsats. Der anbefales tvangsfjerning og bortadoptering af børn fra misbrugerhjem. Andre løsninger er rene lappeløsninger, siges det. Vi skal spekulere i forløb fra bistandsklient til bankdirektør, sagde statsministeren i sin åbningstale. Selvfølgelig er børn af de virkeligt udsatte ofre for den sociale arv, og når skolelederen siger, at skolens løsninger slet ikke rækker, må de politiske beslutningstagere søge andre løsninger. Dog skal diskussionen om den sociale arv bredes længere ud og også tage udgangspunkt i de forældre, hvis kultur påvirker børns fremtidsmuligheder negativt. Når det er en kendsgerning, at forældres uddannelse stadig sætter dagsordenen for, hvad barnet beslutter sig for af uddannelse, så bliver det interessant, hvad den usorterende enhedsskole foretager sig i forhold til børnene. Hvor stor er andelen i ansvaret for den senere gode eller dårlige position i samfundet?

Kan skolen være med til at bryde de kulturelle barrierer, eller er det tænkeligt, at undervisningsformer, hvor blandt andet ansvar for egen læring er i centrum, er med til at cementere tilstandene, fordi det især er det stærke barn med den rette sociale og kulturelle baggrund, der kan pålægges dette ansvar. Når mange års pædagogik med elevvalgfrihed har ført til manglende referencerammer og mindre fælles paratviden, fordi lærerens tilbud er noget, eleven kan gøre brug af eller lade være, så er det ikke for tidligt, at lærernes organisation og den ny lærerformand med erklæret vilje til, at DLF også svinger den pædagogiske taktstok, går ind og blander sig i diskussionen. Formanden, som inden valget lagde vægt på, at foreningen skal have et markant pædagogisk ben at træde på, må bevise, at foreningen tager det alvorligt, når landets statsminister rykker ud med bekymring for den sociale arvs betydning. Her er en enestående chance for at bringe foreningen i front ved at være med til at standse den pædagogiske dårligdom, der fastholder børn i et yderst kedeligt mønster. Smid dele af den pædagogiske arv fra fortiden væk og bliv DLF's nye mønsterbryder!

Torben Thomsen

Aars