Først en undskyldning til de kongresdelegerede, der sidder inde med gode og redelige argumenter imod det direkte valg af formand. Undertegnede hævdede fra kongressens talerstol, at sådanne argumenter ikke findes, og jeg betegnede det som 'uanstændigt' at afvise medlemmernes stærke ønske om at få lov til at vælge deres egen formand. Set i tilbageblik var det måske lige lovlig skarpt udtrykt. Jeg kan ikke udelukke, at der findes gode og redelige argumenter. Jeg kan bare konstatere, at jeg endnu ikke har hørt dem. Heller ikke på kongressen. Når tonen fra min side blev så skarp, skyldes det ikke kun, at ingen modstandere af direkte valg tilsyneladende ønskede ordet på kongressen - før de blev provokeret til det på falderebet. Det skyldes primært, at jeg faktisk kun mener at have hørt et eneste reelt argument fra deres side. Det findes i forskellige varianter. Nogle taler om faren for, at en demagog løber med posten, andre om risikoen for forenkling, populisme eller præsidentvalgkamp og atter andre om, at DLF kunne få en formand, som ikke lige er kongressens kop te. Til grund for disse betragtninger ligger den vurdering, at Folkeskolens lærere er for uoplyste, uengagerede og let bevægelige til at betro ansvaret for dette valg. Det er en antidemokratisk tankegang, holdningsmæssigt identisk med den magtfuldkommenhed, der til alle tider spærrer for indførelsen af demokratiske tilstande i menneskelige fællesskaber lige fra brevdueforeninger til statsdannelser. Jeg vil ikke anfægte folks ret til at mene, hvad de vil. Jeg vil tværtimod insistere på forpligtelsen til som politisk valgt at stå ved det, åbent, frit og frejdigt. Navnlig når man påberåber sig det repræsentative demokratis fortrin frem for det direkte demokrati.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse