Fagligheden må ikke reduceres

Vigtigt, at virtuel læring bliver kombineret med fysisk samvær

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pas på, at lærerfagligheden ikke reduceres, når uddannelsen foregår på nettet'.

Sådan siger John Krejsler, Forskningsadjunkt på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), der i flere år har forsket i læreruddannelse. Han kender ikke net-læreruddannelserne i Haderslev og Nørre Nissum, men mener, at det er et spørgsmål om, hvorvidt den personlige modningsproces kan foregå, uden at man i tilstrækkeligt omfang er med i alle de processer, som foregår sammen med andre mennesker under en uddannelse.

'En væsentlig del af det at blive en god lærer hænger sammen med, at der foregår både en personlig og en faglig udvikling. Det særlige ved lærerfaglighed er desuden, at det personlige og sociale kobles med det strikt faglige. Man kan sikkert dække en del af behovet for fælles processer gennem de seminarer, der er en del af de to uddannelser, men der er en fare for, at de bløde kvalifikationer ikke kommer med'.

En net-uddannelse kan komme til at angribe et centralt element i dansk læreruddannelse: Kombinationen af den personlige modningsproces og det at være sammen med andre mennesker og tænke værdier og holdninger sammen med faglig indlæring i en længerevarende proces.

Nogenlunde samme holdning har Trine Barfod, formand for Lærerstuderendes Landskreds. Hun tvivler ikke på, at det faglige er på plads i de to uddannelser, men ...

'Jeg har svært ved at se, hvordan man i praksis kan lære samarbejde, teamarbejde, evnen til at undervise med demokrati og hele den sociale kontekst, som betyder så meget, gennem en netbaseret uddannelse. Det at indgå i fællesskaber og forholde sig til netværk er en vigtig del af læreruddannelsen', siger hun.

Forskningsprogramleder Birgitte Holm Sørensen, DPU, har erfaring med e-learning gennem den tre år gamle masteruddannelse IKT og Læring, der bygger på et samarbejde mellem DPU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Handelshøjskolen i København og Roskilde Universitetscenter. Uddannelsen foregår ligesom de to net-læreruddannelser i en kombination mellem internet- og almindelig undervisning.

Hun siger: 'Sådan som de to net-læreruddannelser er opbygget, tror jeg godt, de kan fungere. Der er i begge indbygget en vekselvirkning mellem virtuel undervisning og fysisk tilstedeværelse. Det at de studerende mødes til seminarer og i andre sammenhænge, skaber en basis for at arbejde sammen på nettet og for at løse opgaver og gennemføre projekter. Men der skal udvikles en ny didaktik, hvor man skal finde ud af, hvad der skal foregå på det virtuelle plan, og hvad der skal foregå i det fysiske rum'.

kaare