En ungdomsrune 2002

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoletjenesten og Nationalmuseet har startet et udviklingsprojekt sammen med museer i Finland, Norge, Sverige og Island. Projektet er støttet af Nordisk Ministerråd. Sigtet er at udvikle nye metoder for institutionernes arbejde med unge i Norden. Projektet skulle skabe et bedre fundament for samarbejdet mellem skoler, arkiver, museer og de unge mennesker i alderen fra 15-19 år.

Den analoge del af projektet er en vandreudstilling, som har overskriften 'Vi!', og som er lavet i samarbejde med 150 unge fra hele Norden. 'Vi!' tager udgangspunkt i de unges helt nære fortællinger, deres personlige genstande, som gerne skulle sige noget om de små og store eksistentielle spørgsmål, som optager den aldersgruppe her i begyndelsen af det unge årtusinde.

Hvordan er det at leve sin ungdom i Norden med rødder i fortiden, fødder i nutiden og drømme om fremtiden?

Udstillingen rummer også et Hot Spot, en scene, som er åben for alle unge, der gerne vil vise andre unge en del af deres identitet.

Udstillingen kommer til København den 1. januar 2003 og står på en god måneds tid.

Den digitale del af projektet er en interaktiv hjemmeside www.viweb.dk - og her, tænker jeg, begynder projektet at blive rigtigt interessant, thi hjemmesiden er en opfordring til alle unge i Norden - i ovenstående omtalte aldersgruppe (hvorfor for resten ikke yngre end 15 år?) - om at bidrage med tanker i tekst og billede om livets sorger og glæder set fra en moden teenager i Norden.

Når projektet er slut - engang i september 2003 - vil materialet på hjemmesiden blive overdraget til forskningsenheden Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser og indgå i forskning i nordisk ungdomskultur.

Jeg synes, at det er en bragende god idé med sådan en dokumentation af bekendelser, synspunkter, ønsker, håb og drømme børn og børn imellem. Måske er det en lidt snæver målgruppe, kunne man synes, men på den anden side set så må jeg da indrømme, at min indsigt i etnologisk forskningsmetodik er sort.

Nysgerrigheden er vakt, og jeg kobler mig op på hjemmesiden www.viweb.dk i sitrende forventning!

Jeg kikker ind på de sider, som har overskriften 'arkiv'. Fem lande er linet op med bølgende nationalflag, og under hvert af de fem flag er der hyperlinks til indtastningssider med overskrifterne: 'Fremtidsord', 'Genstande', 'Dagbøger'. Jeg klikker fjorten gange og får denne meddelelse: 'Der er i øjeblikket ingen indtastninger for dette land'. Femtende gang, under Dannebrog ved klik på 'Dagbøger', finder jeg seks bidrag! Seks unge danskere i alderen 15-19 år har hver skrevet om en ganske almindelig arbejdsdag i deres liv engang i januar 2002.

Projektet har været i gang siden april i år. Altså næsten et halvt år! Der er ganske enkelt for få bidrag. Det kan ikke være rigtigt, tænker man. Det er jo en kærkommen og vedkommende opgave for eleverne i fag som dansk, historie og vel også samfundsfag. Opgaven ville ikke lægge beslag på mange lektioner - og fik eleverne så lidt mere struktur på form og indhold, ja så kunne det være interessant læsning for kommende slægter, men vel også for den etnologiske forsker.

Man undrer sig over, at der ikke er flere bidrag. Går vi i virkeligheden rundt og sætter 'projekter' i vandet, som ingen har behov for eller kan se formålet med? Kan man få den kætterske tanke, at det er teknologiens muligheder, der får os til at starte disse projekter?

Nej vel, sådan hænger det selvfølgelig ikke sammen. Men jeg nævner det, fordi jeg selv har været med til at lave et projekt over nettet baseret på SkoleKom og Det levende Danmarkskort. 'Mit99', kaldte vi det, og det knyttede sig til det nationale Middelalderår i 1999. Det var bare så genialt udtænkt, og derfor var man lige ved at gå i sort depression over, at der ikke var den forventede interesse, de mange bidrag udeblev, og det produkt, vi stod tilbage med, stod slet ikke mål med forventningerne.

Så jeg synes, vi lærere og elever i hele Norden skylder at give dette projekt liv. Lad os se at få eleverne til tasterne!

Så vidt jeg kan se af udstillingskalenderen på websiden, startede udstillingen i april 2002 på Västergötlandsmuseet og vandrer videre til Malmö Museet 25. oktober 2002. Derfra til Nationalmuseet i København, hvor den skulle være fra den 1. januar 2003, videre til GAIALink i Norge, Finland 1. april 2003 og sidste gang på Island 31. august. I den periode formoder jeg, at www.viweb.dk vil være aktiv. Så lærere og elever har lidt tid endnu.