Debat

dlf/a - fejl på fejl

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at have læst indlægget 'dlf/a - for hvem' i Folkeskolen nummer 38 fik jeg lyst til at fortælle om min oplevelse med hovedkontoret.

Jeg søgte feriedagpenge her i sommer, dlf/a begik en fejl og mente, at jeg selv havde optjent noget af min ferie (har kun arbejdet 26 timer i 2001!), så jeg fik udbetalt feriedagpenge for den resterende periode (totalt var jeg kollektivt udelukket fire uger). Efter mange opringninger, hvor jeg fik at vide: 'det står på skærmen, at du har optjent feriepenge!', lykkedes det at få udbetalt penge for tre uger.

Men her slutter problemerne ikke! For jeg havde jo været på Arbejdsformidlingen og skulle så få dagpenge for min sidste 'ferieuge'. Men nej - fik nok så nydeligt en specifikation: 37 timer sats 604 giver nul kroner. Nåh, men eksperterne skulle se på problemet og ringe tilbage. Fik så et brev, hvor de har regnet ud, at jeg skylder penge - har godt nok fået udbetalt for mange feriedagpenge, men ikke det beløb, de mener - samtidig fik jeg stadig ikke nogen dagpenge eller en opringning. Og reelt er det dlf/a, som skylder mig penge i sidste ende, fordi dagpengesatsen er større end den til feriedagpengene.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvor sagen ender, ved jeg ikke, men jeg forstår godt de kollegaer, som opgiver at trænge igennem til a-kassen, selv om det ikke giver mad i maven eller penge til huslejen. Jeg er heldigvis for det meste blevet mødt med venlige tonefald, men føler sjældent, at der bliver taget hånd om problemerne, selv om det bliver lovet. Og at tro, der bliver ringet tilbage som lovet - ja, det kan man åbenbart godt glemme. Telefonregningen stiger i takt med irritationen, og vreden vokser. Er der overhovedet medarbejdere i København, som har forstand på tingene? Jeg håber, mit tilfælde er enkeltstående, men jeg tvivler efterhånden på det.

Annette Sloth

Skive

Svar

Jeg er enig i, at et venligt tonefald ikke er nok. Alle medlemmer bør selvfølgelig også opleve kompetent opfølgning, når vi er årsag til, at der sker fejl.

Så er det sådan set lige meget, om vi løber ind i problemer med edb-mæssigt at skrue tiden tilbage, når der en gang er tastet forkert. Heldigvis sker det yderst sjældent ud af sommerens i alt 4.500 ferieudbetalinger.

Den slags problemer skal naturligvis løses med en hurtig manuel udbetaling. Det skal ikke afvente, at vi får systemet på plads. Og det uanset de problemer, det i øvrigt måtte indebære for vores efterfølgende mellemregninger med staten.

Du vil, når dette svar trykkes, have modtaget den manglende udbetaling samt en nærmere orientering om beregningen. Jeg skal afslutningsvis beklage, at det ikke for længst er sket.

Rune Thorup forsikringsleder, dlf/a

Powered by Labrador CMS