Debat Kommentar
0   299

Beskæmmende resultater

Politisk modvilje har forsinket udviklingen af dansk som andetsprog

I Folkeskolen nummer 38 refereres delresultater fra Pisa-undersøgelsen, der viser, at tosprogede elever klarer sig betydeligt ringere end deres etsprogede kammerater i læsning, matematik og naturfag. Endnu værre er det, at de tosprogedes faglige niveau tilsyneladende ikke rykker sig i positiv retning i modsætning til niveauet i de øvrige vestlige lande, hvor andengenerationstosprogede klarer sig omtrent lige så godt som de etsprogede børn.

Det er beskæmmende for den danske folkeskole!

Artiklen fortsætter under banneret

Hvorfor er det gået så galt?

Vi kan - med rette - lede efter årsager uden for skolen: undervisningen af tosprogede elever har i mange år været et område, der er blevet misbrugt af politikere til at komme med absurde nationalistiske synspunkter. Den politiske modstand mod at inkorporere viden fra det store udland om modersmålets betydning og modstanden mod det internationalt anerkendte begreb 'dansk som andetsprog' har givet en forsinkelse i den faglige udvikling i Danmark. Først for nylig har vi fået et professorat i dansk som andetsprog, og først fra august 2002 er dansk som andetsprog blevet indført som linjefag ved seminarierne. Men vi skolefolk må først og fremmest gribe i egen barm: der er i den danske folkeskole begået graverende fejl i undervisningen af tosprogede elever.

Hele politiseringen af området har spredt så stor forvirring hos mange danske lærere, at deres børnelærdom fra seminariet om at tage udgangspunkt i det, som børnene kommer med - for eksempel sprog og kultur - ikke helt gælder på dette område. Hvis tosprogede elever oplever, at skolen ikke interesserer sig for deres kultur og sprog og betragter dem som 'blanke papirer, der skal skrives dansk på', så taber de selvtillid og styrke. Og så lærer de mindre! Danske kommuner bruger ganske mange resurser på undervisningen af tosprogede elever - jeg tvivler på, at de andre vestlige lande bruger lige så mange. Men resurserne er ofte anvendt meget lidt målrettet og uden større faglighed. Tolærerordninger fylder meget på området. Rigtig mange lærere ved slet ikke, hvorfor de er i klassen, når deres timer blot er benævnt som 'resurselærertimer', 'støttelærertimer' eller lignende. Fra specialundervisningen ved vi, at hvis ikke de ekstra lærere er meget bevidste om opgaven og har en god faglighed, så 'stjæler' de resursestærke børn den ekstra lærertid. Det afspejler sig også i mange skolers argumentation over for etsprogede forældres nervøsitet over et højt antal tosprogede: ja, vi har mange tosprogede, men tolærerordningen kommer også dit barn til gode, så du kan trygt vælge vores skole. Den eneste langtidsholdbare strategi på dette område er selvfølgelig, at skolens undervisningstilbud til de tosprogede elever er så godt, at disse elever præsterer på lige fod med deres etsprogede kammerater.

På mange skoler anvendes de tildelte tosprogsresurser ikke til undervisning i dansk som andetsprog, men indgår i skolens samlede pædagogiske råderum. Det betyder, at resursen også bliver anvendt til deletimer i de kreative fag, almene tolærerordninger og så videre. Der er i skoleverdenen en tendens til at nedvurdere egen betydning og overvurdere de socioøkonomiske faktorers betydning for elevernes skolesucces. For lave forventninger til eleverne fører til for dårlige præstationer.

Den danske skoleverdens modstand mod måling af elevpræstationer udgør i sig selv en usynliggørelse af problemet. En systematisk dokumentation af hverdagsviden om, at de tosprogede elever klarer sig ringere end de etsprogede elever, vil efter min vurdering ikke føre til en negativ stempling af de tosprogede elever. Det vil snarere resultere i massive krav fra de etniske minoriteter om en bedre serviceydelse til deres børn fra den kommunale folkeskole samt en samfundsmæssig erkendelse af, at vi ikke kan leve med at producere en underklasse med anden etnisk baggrund i uddannelsessystemet.

Hvad skal vi gøre?

Jeg foreslår syv tiltag, som den enkelte kommune/skole selv kan iværksætte: - En målrettet anvendelse af de kommunale tosprogsresurser - de skal anvendes til undervisning i dansk som andetsprog, styrket forældresamarbejde med de tosprogede forældre og udviklingsarbejder på området. De skal ikke delvist anvendes til et generelt resurseløft på skolen. Lad et mindre antal lærere på skolen blive specialister og få et solidt timetal inden for området i stedet for at sprede resursen ud på mange forskellige.

- En kraftig satsning på efteruddannelse i dansk som andetsprog og kulturmødeproblematikker. Finansier satsningen ved, at eleverne får lidt færre lektioner i en kortere overgangsperiode, mens lærerne efteruddanner sig, så de ved noget om det, de skal undervise i. Gode viljer er ikke nok - de skal suppleres med faglighed.

- En årlig dokumentation af, hvorledes henholdsvis tosprogede og etsprogede elever klarer sig i kommunens skoler - for eksempel målt på resultaterne ved folkeskolens afgangsprøve. Resultaterne skal vise en fremgang år for år. Gør de ikke det, skal indsatsen revurderes. Hvis bestemte skoler år for år har særligt gode resultater med deres tosprogede elever, har vi måske identificeret skoler, der griber arbejdet an på en måde, som de svagere præsterende skoler kan lære af. Hvis bestemte skoler år for år har særligt dårlige resultater med deres tosprogede elever, har lærere, skoleleder, skolebestyrelse og kommunen et vigtigt emne at tale sammen om.

- Ansættelse af flere tosprogede lærere, der kan fungere som identifikationsfigurer og brobyggere samt sikre, at børnenes modersmål kan bruges til noget i skolens undervisning. Stil krav om, at de går i gang med en dansk læreruddannelse, hvis de ikke allerede har den.

- En holdningsdiskussion på skolerne: Hvilke forventninger skal vi have til vores tosprogede elever? Hvad vil det sige at være en dansk skole i en multietnisk virkelighed? Hvilke tilpasninger af vores undervisning og forældresamarbejde bør vi foretage? - Inddragelse af børnehaver og fritidshjem i en uddannelsestænkning: Hvordan kan daginstitutionerne bidrage til tosprogede børns læring? Hvordan får vi flere tosprogede forældre til at bruge specielt fritidshjemmene? - En sammenhængende og intensiveret indsats for de sent ankomne tosprogede - de skal bringes frem til et fagligt og sprogligt niveau, så de kan klare sig i de ordinære ungdomsuddannelser. Vi ved, at det typisk varer fire-syv år - tilbuddet skal afspejle denne viden. Hellere uddannelse end langvarig bistandshjælp.

På nationalt niveau har vi brug for:

En opstramning af friskolelovens regler om tilsyn - der er stadig etniske privatskoler med for dårlig kvalitet.

Stort anlagte udviklingsarbejder med tosproget undervisning, så vi i en tilpasset form kan efterprøve de amerikanske erfaringer, som blev omtalt i Folkeskolen nummer 38.

Ovenstående synspunkter er mine personlige og dækker ikke nødvendigvis Københavns Kommunes holdning.

Søren Hegnby er leder af Afdelingen for Tosprogsudvikling i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ