Lærere vil ikke have, at børn mobber hinanden. Derfor virker det paradoksalt, at lærerne skælder eleverne ud i en grad, så eleverne siger, at det er for voldsomt, mener børneforsker Erik Sigsgaard.

'Det er dokumenteret, at når børn bliver slået, så slår de selv nogle andre. Når eleverne bliver 'slået' af lærerens stemme, gør det ondt på den, der bliver ramt direkte, men også på alle de andre i klassen. I sådan et klima vil eleverne 'slå' videre. De vil mobbe', siger lektor og børneforsker Erik Sigsgaard fra Center for Institutionsforskning.

Han er aktuel med en bog om skældud. Bogen bygger på et syv år langt forskningsprojekt, som primært er foregået i daginstitutioner. Men også i skolen er skældud en så accepteret sanktion, at lærere skælder meget mere ud, end de selv tror.

Udbredelsen betyder, at der ikke bliver stillet spørgsmål ved læreres ret til at hæve stemmen og tale dunder til eleverne.

'Nogle lærere synes sikkert, at de skælder for meget ud. Men fordi der ikke er tradition for at tale om det på lærerværelset, kan den enkelte let tro, at hun er en dårlig lærer, siden hun gang på gang må skælde eleverne ud. Det bliver et nederlag for hende'.

Umiddelbart skulle man tro, det er befriende at lade sin vrede bryde ud. Men lærere har ikke valgt deres job for at kunne skælde ud.

'Læreren får det dårligt over at have gjort et barn ondt. Samtidig ved hun, at kollegerne har hørt det, og hvad tænker de mon ikke. Men ingen siger noget, fordi det er for smertefuldt for lærere at tale om de skader, de forvolder eleverne', siger Erik Sigsgaard, der mener, at det bør være muligt for lærere at tale åbent om, at de nogle gange er for voldsomme over for eleverne.

'Det vil give både børn og voksne et bedre arbejdsklima', siger han.

Forældre må forstå

Målet behøver ikke være, at lærere slet ikke skælder ud. Men alene det, at de fokuserer på omfanget, vil føre til ændringer.

'Man kan spørge sig selv, hvornår børn lærer bedst - når der er en god stemning i klassen, eller når der er fare for, at der falder brænde ned', siger Erik Sigsgaard.

Lærerne risikerer at få forældrene på nakken, hvis de taler åbent om, at det er hårdt for børnene at blive skældt ud, og at de derfor vil forsøge at begrænse omfanget. Så det er ikke en let opgave at gå til.

'Omvendt må forældre kunne forstå, at det er bedre, at deres børn går i en skole, som forholder sig til problemet, frem for at lærerne lader som ingenting'. Der findes ikke ret megen konkret viden om skældud. Erik Sigsgaard er således den første dansker, der forsker i emnet. Men en islandsk undersøgelse viser, at lærere bruger op mod 25 procent af tiden på belønning, skældud og straf. I løbet af en skoledag oplever eleverne sanktioner af skældud-typen 17 gange. Dertil kommer skældud i frikvartererne.

'Der er ikke noget at sige til, at unge lærere får et praksischok, når de kommer ud i skolen. De har valgt at blive lærere, fordi de vil arbejde med mennesker, og fordi de vil have et godt forhold til børnene. Og i lærebøgerne står der ikke ét ord om skældud. Alligevel skal de bruge op mod en fjerdedel af tiden på kontrol af disciplinen', siger Erik Sigsgaard.

Selv om skolen er blevet venligere, fylder skældud mere end tidligere, fordi nutidens børn tilbringer op mod 25.000 timer af deres barndom i skole og institution.

'De færreste voksne har som børn prøvet at være under voksenkontrol fra klokken 7 til 17. Derfor kræver det virkelig en kraftanstrengelse at forstå, hvad det er, vi udsætter børnene for. Vi er nødt til at se på deres rettigheder og sikre, at der ikke sker for voldsomme krænkelser af dem', siger børneforskeren.

Sig det almindeligt

Børn føler ofte, at skælduden er uretfærdig. Det skyldes, at de voksne misforstår deres hensigter og måske river dem ud af en god leg.

'Man vil undgå megen skældud, hvis de voksne først spørger børnene, hvorfor de gør, som de gør. Og så skal de undgå at skælde børn ud, som de ikke har et nært forhold til. Jo tættere et forhold barnet har til læreren, desto mindre rystet bliver barnet af at få skældud. Og så er det vigtigt, at læreren slutter af med at sige: 'Jeg er ikke gal på dig mere'. På den måde gør læreren det tydeligt, at nu er det slut', siger Erik Sigsgaard.

Uanset om børn er fire, otte eller 12 år, så er de enige om, at skældud et noget af det værste, de kan komme ud for. Værst er det at blive skældt ud, mens andre hører på det. Dernæst er børnene enige om, at de voksne bare kan sige det almindeligt.

'Det er så enkelt, så enkelt. Børn vil gerne have at vide, hvad de må og ikke må, men de voksne behøver ikke skælde ud. For eksempel er det næsten altid forbudt at løbe på skolens lange gange, selv om det er et knaldgodt sted at løbe. Men hvorfor skælde ud, når det sker? Hvorfor ikke bare bringe det til ophør', spørger Erik Sigsgaard.

Hvis man vil gøre skolen til at bedre sted at være for lærere og elever, er det godt at begynde med at se på, hvad der forårsager skældud, og om det kan forebygges.

'Lærere og ledelse må spørge sig selv om, hvorfor det skal være forbudt at løbe på gangene. Megen skældud bunder i, at der er alt for mange regler i skolen. Der er alt for meget, eleverne ikke må', siger Erik Sigsgaard.

Skældud virker ikke

En skotsk undersøgelse viser, at næsten alle lærere skælder ud. Men de færreste tror, det hjælper. Alligevel betragtes skældud som en selvfølge - også i danske skoler.

'Vi ville aldrig tillade, at lærere underviste på en bestemt måde i matematik, hvis kun otte procent af dem troede på metoden. Men fordi lærere ikke arbejder med skældud, reagerer de i for høj grad ud fra det, de selv er opdraget med. De kommer til at ligne deres egne lærere, fordi de ikke ser kritisk på skældud', siger Erik Sigsgaard og efterlyser mere undervisning i voksenpsykologi på læreruddannelsen.

'Skældud', Erik Sigsgaard, 259 sider, 249 kroner, Hans Reitzels Forlag.

Henrik Stanek er freelancejournalist

En 'god' skældud skal leve op til følgende krav:

1. Tingene skal siges, uden at barnet føler sig nedgjort.

2. Den voksne skal reagere på handlingen, ikke på personen.

3. Barnet skal have mulighed for at indgå i dialog.

SkældudModsætningne mellem de mange, der skælder børn ud, og de få, der tror, det hjælper, tyder på, at den voksnes skældud ikke altid er en velovervejet handling, men oftere er en spontan reaktion.

Skældud