Undervisningsministeren er i klemme mellem regeringens to tunge drenge, Anders Fogh Rasmussen og Thor Pedersen. Statsministeren kræver nemlig et bredt folkeskoleforlig, men de indrømmelser, som Ulla Tørnæs så er nødt til at give forligspartierne, må ikke koste så mange penge, at de presser skattestoppet, som finansministeren har ansvaret for. Det ved forligspartierne godt, og det spiller de på.

Sådan bliver det taktiske spil på Christiansborg udlagt af Peter Ulholm. Han er chef for Kleo, et center ved CVU København og Nordsjælland, som arbejder med kompetencer, ledelse, evaluering og organisationsudvikling. 'Undervisningsministeren har ikke anbragt sig i en let position', siger Peter Ulholm.

'I sin iver efter at skabe hurtige resultater - som regeringen har sat sig for - fik hun lanceret sagen om modersmålsundervisningen på en sådan måde, at de gamle forligspartier (alle Folketingets partier undtaget Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti - Redaktionen) råbte forligsbrud, og Anders Fogh Rasmussen måtte gå ind og erklære, at regeringen naturligvis stadig satser på det brede forlig omkring folkeskolen, som der er tradition for i Danmark'.

Sagen om modersmålsundervisningen, der sprængte folkeskoleforliget, har imidlertid 'vakt forligspartiernes kampånd'. De holder nu formøder, hvor også Dansk Folkeparti deltager, så Ulla Tørnæs er også presset fra den kant.

'Lige nu er undervisningsministeren anbragt i en situation, hvor hun kan holde sin aftale med Kommunernes Landsforening (KL), der formentlig ligger inden for de økonomiske rammer, Thor Pedersen vil acceptere'.

'Eller hun kan søge det brede forlig som lovet af Anders Fogh, men hvor forligspartierne vil gøre, hvad de kan for at skaffe sig indflydelse og vel også drille så meget, at det ikke bliver muligt at opretholde skattestoppet. Et forlig vil nemlig sandsynligvis medføre øgede udgifter'.

Presset på Ulla Tørnæs er ikke blevet mindre af, at hun på forhånd har lovet Kommunernes Landsforening og finansministeren, at hun vil prøve at få ændret folkeskoleloven, så det bliver et lovkrav, at skolegangen opdeles i tre faser.

Et gyldent løfte, fordi en sådan faseinddeling vil gøre det muligt for kommunerne at rationalisere driften af skolerne.

Det var et logisk træk, mener Peter Ulholm.

'Når regeringen nu havde sat sig den opgave at lave politik på skoleområdet - som den jo vil ifølge regeringsgrundlaget - er det naturligt at henvende sig til dem, der har det praktiske og økonomiske ansvar, nemlig kommunerne. Principielt set har regeringen nemlig ikke noget direkte ansvar for, hvad der foregår i folkeskolen.

'Hvis undervisningsministeren havde reageret traditionelt og indgået aftaler med de politiske partier først, ville KL straks råbe op, og så ville undervisningsministeren få vrøvl på de indre linjer, fordi skattestoppet så formentlig ikke ville kunne overholdes'.

'Ministerens initiativ over for KL kan ses som den endelige centrale politiske erkendelse af, at folkeskolen ikke længere er en statslig, men en kommunal opgave. Dermed var det en praktisk politisk handling at henvende sig til KL for at indgå et aftalegrundlag. Det var for at opnå mest muligt'.

Forhandlingerne mellem KL og undervisningsministeren endte som et særligt afsnit i den kommunaløkonomiske aftale for 2003 mellem stat og kommuner med overskriften 'Forståelse på folkeskoleområdet mellem KL og regeringen'.

Decentralisering truer folkestyret

Selv om finansministerens og undervisningsministerens træk i forhold til folkeskoleloven er legitimt, er det alligevel forståeligt, at Christiansborg-politikerne er vrede og frustrerede, mener Peter Ulholm. Decentraliseringen har nemlig ført et demokratisk underskud med sig.

'Principielt mener jeg, at decentraliseringens konsekvenser er en trussel mod vores folkestyre, i og med at den parlamentariske styringskæde sættes mere eller mindre ud af kraft'.

'Decentraliseringen har jo betydet, at den politiske kontrol og de politiske udmeldinger er blevet meget svære at identificere, da tolkningsretten af de givne rammer er lagt helt ud til de enkelte kommunale institutioner, som jo altså ikke er valgt politisk'.

'Der er milevid afstand mellem Christiansborg-udmeldinger og den faktiske virkelighed, og det samme er faktisk også tilfældet på det kommunale niveau'.

'På det centrale niveau, altså Christiansborg, er der kun de områder tilbage, der ikke hører under EU, eller som ikke er lagt ud til kommunerne, der så igen har lagt det ud til de enkelte institutioner'.

'Så der er ikke så meget tilbage, om end hele apparatet og retorikken stadig eksisterer. Det er også det, for eksempel Aage Frandsen (uddannelsesordfører for Socialistisk Folkeparti - Redaktionen) har fat i, når han kritiserer undervisningsministerens fremgangsmåde. Han fastholder, at der da for pokker må være noget, som suverænt er et Christiansborg-anliggende'.

'Den eneste ultimative mulighed, der efter min opfattelse ligger her, er at 'lovgive tilbage', så decentraliseringen sættes ud af kraft. Men det er nok ikke en realistisk tanke. Magten kommer ikke tilbage til Folketinget, fordi vi lader som om eller måske gerne vil have det'.

Følg med på folkeskolen.dk

Der er i disse dage hektisk mødeaktivitet på Christiansborg om et nyt skoleforlig. Følg med på www.folkeskolen.dk