Rummelighed med problemer

Rummelighed er en besværlig, men nødvendig diskussion

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En diskussion om begrebet rummelighed er en svær størrelse at håndtere som leder. Det er der mange gode grunde til.

Lærerne står, nøjagtig som skolelederne gør det, i et krydspres.

Kravet om en undervisning med fokus på den enkelte elev, om målsætninger og evalueringer og om vekslen mellem fagfaglig fordybelse og tværfaglige forløb har for adskillige lærere givet en oplevelse af, at her udtrykkes så store forventninger til dem, at det medfører et behov for at udskille flere elever til specialundervisning.

Mange steder er der lokalt sat fokus på resultatsiden af undervisningen i form af testninger af elevernes færdigheder inden for blandt andet læsning, samtidig med at der på nationalt hold er stor interesse for internationale undersøgelser, offentliggørelse af den enkelte skoles karakterer og så videre.

Elevtallet stiger og har medført krav om, at udgiften per elev mindskes. Det betyder, at klassekvotienterne mange steder sættes i vejret. Debatten om kvaliteten af det faglige niveau i folkeskolen gør, at det er naturligt, at forældrene er blevet meget opmærksomme på, om der nu er noget/nogle i klassen, der kan hæmme deres barns faglige og personlige udvikling. Forældre lægger i dag meget hurtigt pres på skolen om udskillelse af enkeltelever.

Endelig er der blandt lærere en oplevelse af, at det, de kan tilbyde i den almindelige klasse, ikke er hjælp nok til de børn, som har 'ondt i livet'.

Og at de her fagligt kommer til kort.

Meldingerne fra Kommunernes Landsforening og regeringen om, at folkeskolen skal være mere rummelig, opleves af nogle som et spørgsmål om, at der skal skæres i specialundervisningen, og så må problemerne blot klares af lærere, der i forvejen er overbelastede. Men så entydigt er det ikke.

Ofte er det måske ikke synligt for den enkelte, men sammenhængen er åbenbar; bruges der flere penge på specialundervisningen, så er der færre penge tilbage til den almindelige undervisning. Derfor er det for nemt at forenkle diskussionen om rummelighed til udsagn om, at det blot handler om at spare. Alle bør være optaget af en drøftelse af balancen mellem de midler, der anvendes på specialundervisningen og på den almindelige undervisning.

Folkeskolen skal kunne rumme størsteparten af børnene; også på en måde, så de får et pædagogisk godt og udviklende tilbud. Vi kan ikke have en folkeskole, der har behov for at udskille 25-50 procent af børnene, som det tilsyneladende er tilfældet nogle steder.

Måske skulle vi drøfte, om ikke vi kan udvikle læringsmiljøet på skolerne, så vi i højere grad kan rumme børn med generelle indlæringsvanskeligheder (i hvert fald indtil de kommer i puberteten) samt børn med lettere kontaktforstyrrelser inden for den almindelige undervisnings rammer.

Så kunne vi 'reservere' de særlige tilbud/udskillelse til børn med sociale og emotionelle vanskeligheder samt til børn med svære kontaktforstyrrelser.

På den måde kunne vi i højere grad koncentrere indsatsen om nogle børn, som det gør ondt at se på i dagligdagen, lade lærerne arbejde med børn, som 'ligger tæt på' deres faglighed, skabe større udbytte af undervisningen hos flertallet og dermed tryghed hos forældrene, samtidig med at vi kan stoppe noget af udgiftsstigningen inden for specialundervisningen.

Kim Kristiansen er skoleleder på Nellerupgårdskolen i Gilleleje