Lige før skolestart modtog jeg samtidig med jer (5.999 andre '93-pensionister') et brev fra Lærernes Pension/Lærernes Centralorganisation. Det var et af de breve, man har mest lyst til at lægge væk. Men jeg skal love for, at jeg blev vækket ved synet af truslen om overhovedet ikke at kunne komme i betragtning til: 'ekstraordinær pensionsindbetaling ifølge Overenskomst 02', hvis ikke jeg laver lektien, givet i brevet, inden 30. september 2002. Og så var det lige igen, det vældede op i mig: hvad gør DLF for vores håbløse pensionsforhold? Den kompensation, der nu bruges uanede resurser på at udregne, er stort set blot at gøre grin med os. Tallet 100.000 kroner har været nævnt for til fulde at kompensere hvert enkelt medlem af 'DLF's dårlige samvittighed'. Det er simpelthen ikke værdigt, at det har været syltet i over ni år. Er der solidaritetsånd i DLF, eller skal vi sejle i vores egen sø. Martin Rømer lovede os pension som en tjenestemand. Han sagde endog: 'at den på væsentlige punkter ville blive endnu bedre'! Det er ikke det, jeg ser, når jeg, efter et år at have fortrængt det, igen får den (d)årlige pensionsoversigt. Den er intet mindre end en katastrofe. Hvad skal vi overveje at true med, så DLF mærker, at vi mener det alvorligt nu? Bliver vi 5.999 lærere nødt til at stå sammen i et forsøg på at råbe på retfærdighed? Bør vi spare kontingentet til DLF og oprette private ordninger? Eller skal vi se frem til at skulle nyde vores otium med fællesspisning på varmeristene i byerne? Eller klarer vores egen faglige organisation den for os? Vi er med, lidt endnu, i troen på, at retfærdighed sker fyldest.

Finn Fauerholdt

Espergærde