Flugten fra Afghanistan

Far og børn er sammen i Sorø efter to års adskillelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmark var målet, da Mohammad Shafi Bayan begyndte sin flugt fra Afghanistan i sommeren 2000. Fordi han som barn i skolens geografitimer havde hørt, at Danmark var et grønt land med mælk og andre landbrugsprodukter. Et landbrugsland, ligesom Afghanistan var, da landet stadig fungerede. Hans anden prioritet var Sverige.

Det lykkedes ham at komme til Danmark. Efter fire en halv måneds flugt over Turkmenistan, Polen og Tyskland. Fra landsby til landsby ad omveje for sikkerhedens skyld. Han ankom en decemberdag med bil fra Tyskland til Københavns Hovedbanegård.

'Jeg ville henvende mig til politiet og søge om asyl, men jeg vidste intet om, hvordan en dansk politiuniform ser ud, så jeg havde fat i flere togkontrollører, før jeg kom op på Hovedbanegårdens politistation', fortæller Mohammad Shafi Bayan med et grin.

Hans fem børn smiler af historien. Det er tydeligt, at de alle synes, det er en sjov historie i dag, og at de har hørt den før.

De følgende dage fik han lært, hvordan danske politiuniformer ser ud, da han blev afhørt flere gange.

Uden kontakt med familien

'Da Taleban kom til Kabul, kunne vi ikke bo dér mere', fortæller Mohammad Shafi Bayan.

Han er uddannet på politiakademiet i Afghanistan og har siden 1978 arbejdet i forskellige enheder af politiet. I forbindelse med hans arbejde har familien flyttet rundt i Afghanistan og boet hvert sted et par år.

'Jeg arbejdede for regeringen og var selv medlem af Afghanistans demokratiske folkeparti. Derfor blev det umuligt for mig at blive. Jeg havde problemer både med talebanerne og med andre politiske partier'.

Hans sidste arbejdsopgave var en udstationering i en grænseby mellem Afghanistan og Usbekistan.

'Vi levede et godt liv dér efter afghanske forhold. Et normalt mellemklasseliv, hvor vi havde dét, vi behøvede, og børnene gik i skole', siger Mohammad Shafi Bayan.

Men i sommeren 2000 tog han af sted. Hans hustru og børn blev i Afghanistan.

'Styret i Afghanistan interesserer sig ikke meget for kvinder og børn, så de kunne godt blive boende', forklarer han.

'Men det er en svær beslutning at skulle rejse og efterlade sin familie. Jeg var nødt til det. Ingen ønsker at tage den risiko, hvis det ikke er nødvendigt'.

I lang tid havde han ikke kontakt til sin familie, fordi det var umuligt at ringe eller skrive til Afghanistan. Hele infrastrukturen var ødelagt.

Hans hustru, børnene og hans mor rejste senere til Pakistan, hvor de boede til leje på et værelse. I Danmark fik Mohammad via en fætter senere forbindelse til familien i Pakistan. Mohammad Shafi Bayan opholdt sig kort tid i Sandholmlejren og derefter i flere andre asylcentre. Han fik asyl den 23. oktober 2001 og kom til Sorø i december samme år.

Mistede deres mor

Da familien i Pakistan havde fået kontakt til faderen, bad han dem om at henvende sig på den danske ambassade dér. Mohammad Shafi Bayans hustru, Layla, led af epilepsi, og en nat fik hun et epileptisk anfald, der kostede hende livet. Hun blev kvalt i hovedpuden.

Samme dag Mohammad gik den tunge gang til kommunen for at fortælle sagsbehandleren om hustruens død, sad sagsbehandleren med brevet om, at han havde fået tilladelse til familiesammenføring. Det var den 2. april 2002. Men først i maj i år kunne han hente sine fem børn i Kastrup Lufthavn og tage dem med hjem til lejligheden i Sorø.

Mohammad Shafi Bayan har gået på danskkursus, men han måtte holde op, da børnene kom hertil.

'Jeg vil meget gerne begynde igen, men lige nu kan det ikke lade sig gøre, når jeg skal sørge for at få fem børn i skole hver morgen. Jeg kan ikke tage af sted, inden børnene skal i skole', siger Mohammad Shafi Bayan.

Powered by Labrador CMS