Der kan altid undres bag ved et kateder,

ikke mindst, når man ser tidens parametre,

som kritikløst vil vurdere, hvad kan måles.

Kan det ikke måles, kan det ikke tåles.

Internettet viser skolens karakterer.

Dansk og sprog og mat'matik kan man vurdere.

Engelsk, tysk skal startes før. Matematikken

skal man højne samt naturfag og fysikken.

Disse fag kan måles og gi'r de talenter,

som kan ses i søjler, statistik, procenter.

Kald os bare gamle pladderhumanister,

men vi ser en fare for, at børn nu mister

alt det andet, de jo evner og kan give,

ja, det helt umålelige kreative,

som i skolen dog desværre snart begrænses

til de fag, der efterhånden knap nok ænses,

nemlig billedkunst og sløjd, musik og flere

af den slags, som man har svært ved at vurdere.

Der er mange børn, som ikke lige passer

i de målelige fags vurderingskasser.

Det er dem, der tør og gør og kan det andet,

og ser man på, hvad der gavner fædrelandet,

blev Piet Hein, Niels Bohr, PH, Susanne Brøgger,

Robert Jacobsen, Drachmann og flere stykker

af dén slags, selv Karen Blixen og Dirch Passer,

næppe først vurderet talmæssigt i kasser.

Børn betragtes som en målbar arbejdsstyrke,

og så glemmes alt det andet, de bør dyrke,

nemlig sans for det umålelige skønne,

som desværre er umuligt at bedømme.

Vort erhvervsliv ved sgu godt, hvad det vil sige,

hvis man kun belønner alt det målelige,

og hvis kreativiteten bliver tugtet,

ses det snart på bruttonationalproduktet.

Men i skolen glemmes tanken om det hele

menneske. Selv ikke børn består af dele!

Fru Fischer