Maria Kecskemeti er resurselærer (specialundervisningslærer) i et forstadskvarter til Wellington på New Zealand. Under et tredagesbesøg hos hende diskuterede vi skolekulturer og tackling af børn med sociale og følelsesmæssige problemer og tog en artikel med hjem, som hun har skrevet om emnet, og som foreligger i oversat form på www.folkeskolen.dk

Hun mener, at årsagerne til, at det kniber med rummeligheden i forhold til børn med alternativ adfærd, blandt andet skal findes i skolekulturen.

Kulturen har den idé, at der findes en korrekt måde at behandle barnet på, som kun kan findes ved hjælp af eksperter, diagnoser og udskillelse fra normalsystemet.

Barnets problemer beskrives, men ikke hele barnet, og man individualiserer problemet til barnet frem for at tilnærme sig problemet ud fra en helhedsorienteret tankegang.

Maria Kecskemeti mener, at denne kultur udueliggør lærernes og børnenes erfaringer, og den lader muligheden for indflydelse og evnen til at handle i klasseværelserne og i forhold til børnene gå videre til instanser uden for skolens rammer.

Hun forsøger at finde en praksis, som udfordrer denne kultur af hjælpeløshed og afmagt. Hun ønsker at beholde ansvaret hos læreren og barnet og ofte hos resurselæreren.

Hun ønsker at finde en praksis, der respekterer frem for at umyndiggøre, og som er i stand til at åbne op for nye muligheder.

En praksis, som kan sætte lærere, børn og resurselærere i en position, hvor de kan forme deres forhold inden for skolens rammer.

Læreren forsøger at udfordre kulturen dels ved at opbygge positive metoder/historier/identiteter hos lærerne, dels ved at støtte børn i at udleve deres positive historier om sig selv.

Når lærere skyder skylden på barnet eller giver magten væk til psykologer eller andre instanser eller stempler eller køber psykologiske vurderinger, prøver Maria Kecskemeti at stille spørgsmål, som vil fjerne talen om skyld.

En anden brugbar strategi er at flytte fokus over på lærernes ekspertise i forholdet til problemet: 'Hvilke fremgangsmåder mener du at have udviklet over for dette problem?'

Og Maria Kecskemeti forsøger at få sat fokus på den indsats, lærerne gør i forholdet til problemet.

Undervejs i forløbet støtter og fastholder hun lærernes beskrivelser af gode/positive historier ved at anerkende lærernes kompetencer og evner, skrive breve til lærerne og bruge dem som modeller for hinanden.

I forhold til børnene samler hun dem i grupper/klasser, hvor hun får dem til at fremstille 'bøger', som beskriver, hvordan de fik bugt med problemet. Hun får børnene til at hjælpe hinanden med 'værktøj', som hjælper til at løse problemet, og hun får dem til at gå på nettet for at møde børn fra andre lande, som for eksempel har svært ved at styre temperamentet. Hun - med et fint ord - eksternaliserer problemet, således at skyldfølelsen tages fra barnet, og barnet deler kampen mod en bestemt uhensigtsmæssig adfærd med andre.

Forløbet afsluttes ofte med en fælles ceremoni og med uddeling af diplomer.

Den historie, som vi fortæller om os selv, styrer vores handlinger. Hendes motto er: 'Vi kan altid formulere os anderledes!' Hvis jeg ændrer mit sprog, ændrer jeg min praksis.

Taler jeg om muligheder - eller problemer?

Skildrer jeg barnet/læreren som kompetent - eller forfalder jeg til kritik?

Hun vil gerne være medskriver af lærernes og børnenes positive historier.

Maria Kecskemeti regner med at besøge Danmark inden for det næste år, hvor hun gerne vil arrangere en workshop om ovenstående emne.

Artiklen er oversat til dansk og også et par af børnenes bøger efter tilladelse.

Helle Risgaard er psykolog på Solbakkeskolen i Jægerspris

Læs Maria Kecskemetis artikel i forbindelse med denne kommentar på www.folkeskolen.dk