Fagligheden skal styrkes, siger alle for husfredens skyld. Enkelte mener det. De fleste mener det absolut ikke, men siger det alligevel. Og skillelinjen går mellem den højrevendte borgerlighed og det venstrevendte socialistiske Danmark. For med virkeliggørelsen af ønsket om øget faglighed frygter venstredrejetheden for, at luften skal sive ud af deres progressive og selvcentrerede, socialkompetente fællesskabsexcesser, som på den fløj helst skal fortsætte med at stå som alfa og omega i dansk skoleliv, og som derfor nødvendigvis skal fortsætte med at overlejre den faglige vidensindlæring. Heroverfor har regeringen, som anført i Folkeskolen nummer 34, genindsat en form for nyttesynspunkt, som venstrefløjen med sit dannelsessyn naturligvis må opponere imod. Men erindres skal det dog, at dannelsesidealet faktisk aldrig nogen sinde har været ude af sigte i den danske skole. Uanset hvor meget fagligheden end har fyldt i folkeskolens fordums storhedstid, har lærerne altid villet og kunnet tilgodese det dannelsesideal, der først er blevet til et degenereret, fordummelsesfremmende element, da nogen fandt på at lade det overvægte den nyttebetonede faglighed. Derfor blev skolen indrettes udelt, så ingen fik held til ud over på det retoriske plan igen at sætte fagligheden i højsædet. Uden for de indforståedes cirkler må det som noget naturligt antages, at der vil være en befriende og vel også motiverende tilskyndelse i, at regeringen nu kræver, at uddannelserne skal være 'relevante i forhold til kompetencebehovene i erhvervslivet og i den offentlige sektor'. Børnene vil med dette sigte føle, at deres uddannelse ikke alene har at gøre med deres egen indre harmoniske selvtillidsopbygning, men at den minsandten også er til gavn - ja oven i købet nødvendig - for samfundet, erhvervslivet o--g anden udvorteshed. Børnene vil fra deres nuværende klientagtige behandlersituation kunne forstå sig selv som nyttige borgere, som omverdenen vil være afhængig af.

Det er så vist ikke en rar udvikling for vores pædagogisk-psykologiske hierarki at bide spids på. Måske er det den i disse kredse oplagrede modvilje, der er årsag til, at regeringen ikke vover at gøre op med den uddannelseshæmmende udelthed. For nok vil man gøre op med fordummelsen, men der er dog grænser.

Vagn Madsen

Brønderslev