Idekataloget til Billedkunstens dag er ude

Vi har ramt 2020 og Billedkunstens dag nærmer sig. Hvis du mangler ideer, kan du helt gratis hente ni forløb, som allerede er afprøvet af børn og unge, og som kan skaleres op eller ned efter behov i Danmarks Billedkunstlæreres dugfriske idekatalog.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Om ikke engang to måneder - den 11. marts 2020 - er det billedkunstens dag.  Formålet med den årligt tilbagevendende tradition, som mange skoler har taget til sig, er at vise mangfoldigheden i billedkunstundervisningen. Den faglige forening Danmarks Billedkunstlærere inviterer alle som underviser i eller beskæftiger sig med billedkunst for børn og unge, til at være med til fejringen og opfordrer til at flytte aktiviteterne fra skolen ud i offentligheden som både elever, deres familie, venner og forbipasserende kan få glæde af værkerne. Sidste år deltog over 14.000 børn i Billedkunstens dag.

Skole bruger igen Billedkunstens dag til at markere faget

Ingen begrænsninger på ideerne

I kataloget er der beskrivelse af forløb, der blandt andet involverer at lade tilfælde råde, når der skal findes en farvepalet, og fjollede selvportrætter, der skal tage det højtidelige og måske lidt grænseoverskridende ud af den disciplin. Men det er ikke et krav at man vælger et af forløbene i idekataloget for at være med på Billedkunstens dag. I kan selv finde på - eller i kan finde inspiration i tidligere års idekataloger eller på Instagram. Søg på #billedkunstensdag og se hvad der dukker op.

Der er ikke noget overordnet tema for billedkunstens dag, men lokalt kan skoler, museer, billedskoler og andre aktører være gået sammen om et tema. For eksempel er temaet i region Midtjylland "Kunst og bevægelse".

Idekataloget og en plakat til print kan findes på Danmarks Billedkunstlæreres hjemmeside. Foreningen opfordrer alle, som deltager, til at dele billeder af projekterne på Instagram med hashtagget #billedkunstensdag

Se fejringerne af Billedkunstens Dag