Debat

Sammenhold er nødvendigt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ingen hemmelighed, at der af og til har været intern strid i hovedstyrelsen.

Det tager energi, skaber splittelse mellem ledelse og medlemmer, og vi mister indflydelse. Striden må derfor ophøre, og hensynet til foreningen og foreningens medlemmer skal komme i første række.

Foreningen skal samles. Det er på høje tid at nedtone trangen til særlig fløjdannelse, da vi står over for voldsomme udfordringer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Et politisk grundlag med tydelige mål skal skabe sammenhæng i hele DLF's politik. Der skal skabes større sammenhold ud fra konkrete og realistiske bud på de nærmeste udfordringer, blandt andet nye arbejdstidsaftaler, udvikling af lønaftalerne, undervisningsministerens ti bud på ændringer i folkeskolen samt læreruddannelse og rekruttering.

Vi må komme med realistiske krav og bud på disse udfordringer, så vi kan indgå kompromiser med arbejdsgiverne, som også medlemmerne kan acceptere og bakke op.

Hurtigst muligt skal vi blive enige om egne mål og sætte vores egen dagsorden også i medierne.

Foruden at kræve flere resurser skal vi også gå ind i en debat om, hvordan vi bedst bruger de eksisterende resurser i folkeskolen.

De fælles centrale aftaler/

overenskomster må løftes op på et mere overordnet niveau end i dag, således at der er mere plads og frihed til lokal udfyldelse. Snævre centrale aftaler vil let føre til mindste fællesnævner til skade for udviklingen af lærernes løn- og arbejdstidsaftaler. Det er dog nødvendigt, at centrale aftaler indeholder en sikkerhed for samtlige læreres realløn samt en sikkerhed mod, at kommunerne kan drive rovdrift på lærernes arbejdskraft.

Det er nogle af de udfordringer, som jeg mener, en ny formand vil stå over for efter DLF's kongres i begyndelsen af oktober måned.

For øjeblikket er der én kandidat til formandsposten, Anders Bondo Christensen, som blev opstillet af hovedstyrelsen på augustmødet.

Formanden får en kæmpeopgave. Jeg ser frem til en formand, der kan og vil tackle de udfordringer, som er nævnt.

For at det skal kunne lade sig gøre, er der brug for al den opbakning, som hovedstyrelsen, kredsene og medlemmerne kan give.

Visioner og debat om fremtiden er naturligvis nødvendigt. Vi må samtidig være i stand til at stille krav, som har en chance for at blive opfyldt i virkelighedens verden.

Selv om forskellige meninger fortsat skal brydes, må alle fra hver sin position give sit bidrag til at styrke foreningen og kaste jord i de grøfter, der måtte være gravet. Det vil tjene foreningen og medlemmerne bedst.

Kurt Abildgaard

medlem af DLF's hovedstyrelse og kredsformand