Færre lektioner i linjefag

15 procent færre timer og ulige forhold for de studerende på landets seminarier

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seminarier A ntallet af lektioner på linjefagene er i gennemsnit faldet med 15 procent per lærerstuderende siden 1997. Og der er stor forskel på, hvor mange timer de enkelte seminarier tilbyder. Det fremgår af en undersøgelse, som Dansk Magisterforenings Seminarieafdeling har foretaget ved at kontakte samtlige seminariers tillidsrepræsentanter.

Men der er sket et endnu større fald, siden decentraliseringen tog fart i begyndelsen af 90'erne. Dengang tilbød alle seminarier 360 linjefagslektioner. I dag får de studerende i gennemsnit 262 lektioner i et 'almindeligt' linjefag - det vil sige alle linjefag på nær dansk og matematik. Et fald på 27 procent. Formanden for Dansk Magisterforenings Seminarieafdeling, Klaus Kaae, har skrevet til Folketingets Uddannelsesudvalg for at gøre opmærksom på udviklingen. 'Intentionerne bag den nye læreruddannelse var en øget faglighed, et øget antal lektioner i linjefagene og en større lighed mellem landets seminarier. Men i virkeligheden sker der det modsatte, fordi seminarierne ikke kan effektivisere og rationalisere mere. Nu har de kun undervisningen at skære i'.

Klaus Kaae påpeger, at tallene ikke tager højde for, at de enkelte seminarier organiserer undervisningen forskelligt.

'Men det korte af det lange er, at der er færre lærertimer per studerende. Ønsket om en øget faglighed er dermed undermineret af realiteterne. Der er åbenlyst kvantitative forskelle mellem seminarierne - og selv om man ikke kan sætte direkte lighedstegn mellem antal timer og kvalitet, er det klart, at der er en smertegrænse.

Jeg skriver til politikerne, for at de skal være klar over, hvad de har gang i', siger han.

Uddannelsesordfører for de radikale, Marianne Jelved, er ikke glad for tallene.

'Det kommer bag på mig, at der er så relativt stor forskel.

Det er problematisk, at de studerende ikke får lige vilkår', siger hun.

Marianne Jelved vil nu tale med nogle seminarier og finde ud af, hvad der ligger bag tallene. Hun vil også undersøge, om seminarierne lever op til uddannelsens krav med det antal timer, de udbyder.

'Der er ingen tvivl om, at der ligger besparelser bag tallene. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de krav om besparelser, seminarierne er stillet over for i næste studieår, giver dem urimelige arbejdsvilkår.

Det vil vi tage op til finanslovsforhandlingerne', siger Marianne Jelved.

Ringere studerende

Klaus Kaae er selv lektor i samfundsfag på Nørre Nissum Seminarium.

Hans linjefagshold har 220 lektioner at gøre godt med - sammenholdt med landsgennemsnittet på 262 timer ligger Nørre Nissum altså lavt.

'For mig og mine kolleger er det helt klart, at der er sket et skred på det faglige niveau. Vi kan mærke det fra hold til hold.

Det gælder både de emner, vi skal nå igennem, og de færdigheder, de studerende kan nå at tilegne sig. Konkret kan vi se, at de studerendes skriftlige opgaver er dårligere end for fem år siden. De er på et klart lavere videns-, analyse- og abstraktionsniveau. Og jeg må understrege, at det ikke er de studerendes engagement, der mangler. De får simpelthen ikke mulighed for at fordybe sig og blive lige så dygtige som tidligere'.

Klaus Kaae er meget forsigtig med at sige, at de studerende på for eksempel Århus Dag- og Aftenseminarium, der har 300 linjefagstimer til rådighed, bliver bedre samfundsfagslærere. Men han er misundelig på sine århusianske kolleger.

'Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er overvejende sandsynligt, at de studerende fra Århus er mere rodfæstede i deres faglige tilgang til samfundsfaget end mine egne'.

Nils-Georg Lundberg, der er formand for Lærerseminariernes Rektorforsamling, vil ikke konkludere noget ud fra seminariernes forskellige antal undervisningstimer.

'Ud fra de her tal kan vi ikke vurdere, hvor store variationerne er i undervisningen. Nogle seminarier har valgt at lægge vægt på vejledningen i stedet for at satse på mange lektioner.

Der er også forskel i seminariernes studieordning', siger Nils-Georg Lundberg. 'Men dermed skal ikke være sagt, at der ikke er et problem med dækningen af lektioner'.

vibe

Århus 415 300 Blaagaard 339 300 Silkeborg 288 288 KDAS 312 286 Hjørring 351 280 Frederiksberg 308 278 Skårup 374 275 Aalborg 342 275 Skive 270 270 Holbæk 318 267 Haderslev 312 264 Ribe 276 258 Vordingborg 315 240 Jelling 244 238 Haslev 242 231 Nørre Nissum 256 220 Odense 337 177 N. Zahles 250 uoplyst I gennemsnit 308 262I gennemsnit er antallet af timer faldet med 15 procent. Det dækker over store forskelle, hvor seminarier i Silkeborg og Skive ikke har ændret antallet af undervisningstimer i linjefagene. Odense har beskåret deres timer med 53 procent, Århus med 28 procent og Skårup med 26 procent Kilde: Dansk Magisterforenings Seminarieafdeling