Løsningen findes på skolen

Skolebibliotekaren skal hjælpe lærerne til at få en bedre forståelse for undervisningsmidler

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nøglen til øget kvalitetsbevidsthed hos lærerne, når de bruger undervisningsmidler, ligger på skolens pædagogiske servicecenter. Her er - eller bør være - den nødvendige viden om, hvordan man får de rigtige materialer til rådighed.

Når en undersøgelse af undervisningsmidler i Viborg Amt, som omtalt i Folkeskolen nummer 34, kan konkludere, at lærerne er tilfredse med kvalitetsmæssigt meget svingende undervisningsmidler, og at der nogle steder er en åbenbart mangelfuld forsyning, og når det i undersøgelsen oplyses, at der er skoler, hvor det vil tage 40 år at forny materialesamlingen, så kan det skyldes, at servicecentrene spiller en for perifer rolle. 'I bekendtgørelsen om pædagogiske servicecentre står der, at skolebibliotekarerne er forpligtet til at rådgive og vejlede lærere og elever om undervisningsmidler. Det skal tages helt bogstaveligt', siger pædagogisk konsulent Anni Riisgaard, CVU København og Nordsjælland. 'Arbejdet i det pædagogiske servicecenter handler først og fremmest om at understøtte den undervisning og den pædagogik, som skolen ønsker. Skolebibliotekarerne skal sammen med ledelsen sørge for, at lærerne ved, at de skal overholde de centrale kundskabs- og færdighedsområder, og bibliotekarerne løbende skal kassere forældede undervisningsmidler'.

Anni Riisgaard har de seneste otte år været uddannelseskoordinator på skolebibliotekaruddannelsen.

'Undervisningen sætter dagsordenen, ikke det pædagogiske servicecenter, men skolebibliotekarerne skal have så meget kendskab til skolens undervisning, at de i samarbejde med lærere og elever kan sørge for, at der bliver indkøbt de rigtige tidssvarende materialer. Det er derfor, en skolebibliotekar skal være en lærer med en efteruddannelse', siger Anni Riisgaard.

Hvis fagudvalgene beskæftiger sig med anskaffelse af undervisningsmidler, som det er tilfældet på de fleste overbygningsskoler, bør der være en repræsentant for det pædagogiske servicecenter i udvalget. Og skolebibliotekaren bør kende alle årsplaner for at kunne gå i dialog om, hvilke materialer der kan dække behovene.

'Ikke alle skolebibliotekarer føler sig kvalificerede til den type opgaver. Men det er her, der skal sættes ind, hvis man skal forbedre materialekendskab og kvalitetsfornemmelse blandt lærerne', siger konsulenten.

Et åbenlyst problem er, at mange skolebibliotekarer er uddannet, før den nuværende folkeskolelov trådte i kraft i 1993, og at de ikke har fået nogen efter- og videreuddannelse.

'Der er efter behovet at dømme ikke nok søgning til efteruddannelseskurser for skolebibliotekarer. En årsag kan være, at skoler og kommuner ikke vil bruge pengene. I så fald er der tale om en dårlig prioritering'.

Hvis lærerne skal have øjnene op for, hvad medarbejderne ved de pædagogiske servicecentre kan bruges til, skal skolebibliotekarerne i dialog med skolelederne. Skolelederne skal gøres opmærksomme på, hvad skolebibliotekarerne kan, så lederne ved, hvad de kan forlange, og hvilke muligheder det pædagogiske servicecenter rummer.

Powered by Labrador CMS