På kongressen til oktober skal vi behandle et forslag til et professionsideal for lærere.

Idealet er formuleret som ti teser om, hvordan læreren bør arbejde og opføre sig.

Det er, hvad jeg vil kalde et pænt, velment og helt igennem pædagogisk korrekt stykke papir, som i tråd med tidsånden formulerer et individualiseret løfte om, hvordan den enkelte lærer vil anstrenge sig i sit arbejde. Papiret er blevet forbedret i de to år, det har været til medlemsdebat, for eksempel er sætningen om at 'læreren vil tale sandhed, holde løfter og overholde aftaler' gledet ud. Jeg synes, det er godt, at fagforeningen ikke finder det nødvendigt at skrive den slags til medlemmerne. Men jeg synes fortsat, der er alt for meget af samme slags spejdermoral tilbage i papiret.

Hensigten med disse idealer skulle angiveligt være, at 'en mere fælles professionsudvikling kan bidrage til at øge vores arbejdsglæde og følelsen af at kunne overkomme kravene', som der står i oplægget. Jeg synes generelt ikke, fagforeningen skal arbejde så meget med 'følelsen af at kunne overkomme kravene'. Fagforeningen skal i langt højere grad arbejde med de reelle, materielle muligheder og forudsætninger for, at lærerne faktisk kan opfylde kravene. Jeg synes, det er en god ting, at lærerne - omkring en klasse eller på et lærerværelse - får nogle fælles holdninger og finder ud af, hvad de vil finde sig i, og hvad de ikke vil finde sig i.

Men derfra og til at have et sæt nedskrevne idealer af den foreslåede, detaljerede karakter er der et meget langt spring. Disse emner egner sig efter min mening ikke til denne grad af skriftlighed. Det bliver enten for banalt eller for rigidt.

I forbindelse med arbejdet med disse idealer har jeg flere gange hørt Jørgen Husteds inspirerende og medrivende foredrag, som helt sikkert får mange kolleger til igen at komme i tanke om, hvorfor de nu egentlig blev lærere og valgte dette spændende og vigtige job.

Men en ting er et åndfuldt, opløftende, vedkommende og filosofisk foredrag om at være en god lærer og et godt menneske. Noget ganske andet er, at ens egen fagforening vedtager et papir, som i et eller andet omfang er forpligtende i forhold til, hvad man skal forsøge at leve op til.

Jeg mener ikke, det er fagforeningens mest påtrængende opgave i øjeblikket at udvikle lærernes idealer.

Tværtimod er det for mig at se ikke lærernes idealer, ambitioner og krav til sig selv, der er problemet. Men de manglende muligheder for at kunne realisere dem.

I mange undersøgelser dokumenteres det, at lærernes eget høje ambitionsniveau er en meget stressfremkaldende faktor - hvis og når man ikke kan leve op til idealerne og ambitionerne.

Hvis kongressen nu vedtager et langt læreridealpapir, som over 50 gange foreskriver, hvad læreren vil, kan og bør - så er vi efter min bedste mening med til at øge ambitionsniveauet, og vi lukker øjnene for resultatet fra den store medlemsundersøgelse i 1996 - Bysted-undersøgelsen - hvor lærerne vedkender sig folkeskolelovens idealer, men oplever, at pengene ikke er fulgt med. Medlemmernes hovedkonklusion var dengang: 'Den vigtigste prioritet for DLF i de kommende år er at skaffe øgede resurser til folkeskolen'.

Nu bruger vi så tid og kræfter på at puste nogle forkromede professionsidealer op og kan samtidig konstatere, at resurserne ikke alene er faldet - målt per elev - men at det er et politisk mål, at der fortsat skal spares.

Afslutningsvis vil jeg påpege, at når disse idealer i høj grad er hængt op på samme forståelse, som gennemsyrer den nuværende folkeskolelov, hvad sker der så, når Ulla Tørnæs får lavet hele folkeskoleloven om med en ny og mere erhvervsvenlig formålsparagraf, niveaudeling fra 5. klasse, karakterer fra 3. klasse og ikke bare Klare Mål - men helt tydelige 'målelige' klare mål i alle fag.

Skal Danmarks Lærerforenings første ideal for lærerarbejde så fortsat være: 'Læreren vil efter bedste evne opfylde folkeskolens målsætning og undervisningsmål'.