Jeg har læst artiklen 'Elev amok til afgangseksamen'.

Det gjorde mig meget vred og ked af det på lærerstandens vegne. Vores erhverv er snart så uværdigt, så man godt forstår det store frafald af lærere til andet job.

Det er så grotesk, det der er sket med den pågældende lærer, som var censor og gav en elev et sekstal. Det må bare ikke kunne finde sted. Drengens lærer må kende eleven fra tidligere episoder. Jeg nægter at tro, at det er første gang, han opfører sig sådan.

Han burde slet ikke kunne gå til prøve, hvis det kunne forudses, at situationen ville bringe ham i sådan en effekt. Han burde gå på en skole med professionelle psykologer, der kunne være klar til at afværge episoden. Men psykologer har vi jo heller ikke nok af, og specielle skoler bugner med ventelister.

Børn, der bliver henvist, bliver jo arkiveret i en stak så urimelig stor, så der går måneder, inden der sker noget.

Vi lærere må stå model til nedskæringer, mangel på undervisningsmateriale og penge til at indkøbe noget for, nedslidte bygninger og klasselokaler (enhver bank ville græmmes i vores omgivelser), og til de utilpassede børn, der hvert år møder op og skal integreres med 'normale børn' i en klasse med en alt for høj klassekvotient.

I artiklens beskrivelse af episoden fremgår det, at drengens kammerater i flere tilfælde måtte klare at passivisere den oprørte kammerat, hvilket jeg mener er et alt for stort ansvar at lægge på kammerater. Det burde have været tacklet i drengens første skoleår eller måske allerede i børnehaven. Måske burde han aldrig være begyndt i 'normalskole'.

Vi har dagligt elever, der ikke gør det, som vi beder dem om, og som kommer med nedværdigende svar. Artiklen beskriver en lærer, der gør sit arbejde og bliver chikaneret. Det er ved at være sådan, at eleverne må slå lærerne, men ikke omvendt. Skal vores familie til at spørge, når vi kommer hjem: har du fået tæsk i dag?

Grotesk, uværdigt, mangel på respekt for lærergerningen. Vi burde strejke i hele landet, når en kollega kommer i den situation. Vi er alt for dårlige til at stå sammen.

Hvorfor finder vi os i det?

Lis Daugaard

Ringsted