Sommertid er læsetid, det ved enhver læsehest.

At lægge sig til rette i en robåd i den skønne skærgård og åbne den første bog, mens solen glitrer i vandet, tyttebærrene rødmer, og ens mand glad fisker fra den anden ende af båden, er intet mindre end saligt. Af og til kan man endda blive så opslugt af en bog, at man helt glemmer selv denne dejlige virkelighed omkring sig. 'Skadelig virkelighedsflugt', siger mange kulturskribenter. 'Læsningens mirakel', svarer alle vi læseheste.

Men hvad er det, der sker, når vi læser, der i den grad kan tryllebinde os? Det beskrev den svenske forfatter Oluf Lagercrantz, der døde for nylig 91 år gammel, i sin lille, ofte citerede bog 'Om kunsten at læse og skrive' fra 1985: 'Hvad sker der, når vi læser? Øjet følger sorte bogstavtegn på det hvide papir fra venstre til højre, igen og igen. Og væsener, natur eller tanker, som en anden har tænkt, for nylig eller for tusind år siden, træder frem i vor fantasi'.

Om få dage begynder flere end 50.000 børn deres skolegang - og de glæder sig til at lære at læse. Seks-syvårige børn ved nemlig godt, hvad læseoplevelser er for noget. De har længe været i stand til at lytte til oplæsning af gode historier, som har kunnet bringe deres sind i en sådan bevægelse, at de aldrig siden vil glemme det. Evnen til læseoplevelse er børnene i besiddelse af ved skolestarten. Det, de mangler, er selv at mestre kunsten at læse.

Børnene ved endnu ikke, at det vil tage lang tid at lære at læse. Ikke mindst fordi det er ret svært at lære at læse dansk. Men de fleste af os kan sikkert huske skuffelsen over, at den første læsning i skolen ikke bød på læseoplevelser. I 1. klasse er det derfor en særlig opgave at sikre børn adgang til gode læseoplevelser, mens de lærer at læse på en overkommelig måde.

Dansklærere i 1. klasse står således med et dilemma: Læsebøger med godt læsestof er ofte så svære, at de direkte forsinker børnenes læseudvikling i en grad, så mange børn mister modet og giver op. Mens lette læsebøger med mange lydrette ord ofte kun indeholder banale sætninger, som slet ikke kan indfri børnenes forventninger om en god historie.

Dette dilemma skabte i mange år kraftige fronter mellem dansklærere. De, der valgte de svære bøger, hævdede, at børn bedst kunne lære at læse med svære tekster. Og dem med de lette hævdede, at børn sagtens kunne vente på de gode historier, indtil de selv kunne læse.

Denne problemstilling har imidlertid vist sig at være unødvendig. Det er der efterhånden solid dokumentation for. Selvfølgelig er det lettere at lære at læse, når man ikke skal lære sig alle de komplicerede konventioner i dansk ortografi fra den første dag i læsning. Og selvfølgelig kan lette læsebøger med mange lydrette ord også indeholde en god historie, der taler til barnets fantasi. De sidste par år er udkommet flere danske læsebøger og letlæsningsbøger, der viser det.

'Vores datter var så glad for læsebogen, hun siger, at hun aldrig vil glemme den ...', skrev et forældrepar til deres dansklærer sidst i 1. klasse, og et sådant udsagn er det en stor glæde at læse.

Jeg kan roligt blive liggende i min robåd og nå den næste bog, før tyttebærrene skal plukkes og mandens lækre stegetorsk spises.

Lene Møller er seminarielektor i dansk