Superegoer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En kollega har gjort den rigtige iagttagelse, at ordet jeg hos børn og unge mennesker betones i en række tilfælde, hvor man ikke gjorde det tidligere. 'Jeg tror, han kommer for sent', 'Jeg er ligeglad med resultatet', 'Det er trættende i længden, synes jeg'. Prøv at læse disse sætninger op med og uden tryk på jeg. Man har sådan set altid kunnet betone dette jeg, men man har kun gjort det i helt specielle tilfælde. Det nye er, at nogle mennesker så at sige altid betoner ordet.

Hans fortolkning er nu den, at ændringen afspejler en selvoptagethed, en sætten sig selv i centrum, som er en følge af et nyt opdragelsesmønster i hjemmene. Gideon Zlotnik har talt om trofæbørn, børn, som af deres forældre frembæres som trofæer. Andre har talt om dem som stolebørn, fordi de fragtes siddende i bil fra sted til sted af deres forældre - til skole, til sport og så videre. Der er vel ikke noget nyt i, at forældre tager vare på deres børn, prøver at gøre dem glade og tilfredse; det nye skulle være, at de bliver ved med at føle sig som - om ikke verdens, så dog begivenhedernes centrum langt op i voksenalderen. Nogle ser det som et resultat af, at børneflokkene er blevet mindre og forældreparrene ældre. Når der så kommer et barn, så handler det meste om netop dette barn, hvis ve og vel og hvis interesser forældrene varetager overalt. Og får de ikke hovedrollen i skolekomedien, tager forældrene affære!

En vigtig opgave for skolen er at gøre disse superegoer til sociale individer, som ikke bare taler, men også lytter, som kan forstå, at en kollektiv besked også omfatter dem, og som udvikler en respekt for forskellighed mellem mennesker. Den velfungerende klasse er et godt forum for en sådan forståelse. Det er et af argumenterne for at fastholde klassen som en bærende struktur. Et andet er udviklingen af sproglig kompetence, som det jo kaldes. Hvis man sidder i sit eget hjørne med sit eget projekt bag sin egen computer, er der meget, man går glip af. Og man kan let ende som en, der hele livet igennem betoner sit jeg, både på den ene og på den anden måde.

Professor Higgins