Da min ældste søn gik i børnehave, kom han efter et par måneder hjem med et billede, der viste alle kammeraterne på 'Radisestuen'. Det blev selvfølgelig behørigt beundret og kommenteret, og mit blik faldt på en lille dreng, som så ud til at være koreaner med de, for en dansker, lidt skæve øjne. Jeg spurgte så min søn: 'Hvor kommer han fra?' Han reagerede lettere fornærmet og sagde: 'Du ved da godt, at han bor derude i Brændholdt'. 'Nej', sagde jeg, 'det er ikke det, jeg mener, han er da ikke herfra', hvorefter min søn nu endnu mere fortørnet hvæsede: 'Hvad mener du med, han ikke er herfra - han bor da lige uden for Ugerløse'. Jeg har aldrig glemt episoden, fordi den viste så tydeligt for mig, at min søn ikke tænkte nærmere over sort hår eller 'skæve' øjne - han var jo herfra og boede lige uden for byen - hvor svært kan det være. Alt det med anden- eller tredjegenerationsindvandrere var vi ikke begyndt at tale så meget om for 17 år siden, da historien fandt sted. Men alligevel skulle vi dengang flere gange have stillet spørgsmålet om, hvornår man egentlig bliver til en 'herfra', og ikke mindst hvad skal der til, for at man ikke længere er 'derfra'.

Den 4. juni holdt en lang række organisationer 'Lille Grundlovsdag' for sjette gang. Temaerne, der tages op, veksler fra år til år, men der tages hver gang udgangspunkt i børns rettigheder, som burde fastslås i en lille grundlov. Denne gang var temaet børnene i de mange farver og med de mange livshistorier og -betingelser.

Op til og på dagen brugte vi en undersøgelse fra FN's børnetopmøde i foråret, der giver os rigtig meget god viden og inspiration til arbejdet for børns rettigheder. Undersøgelsen viser blandt andet på den positive side, at børn i Danmark hører til de mest trygge i verden, men halvdelen af de adspurgte børn (49 procent) fortæller, at de har oplevet børn med anden etnisk baggrund blive uretfærdigt behandlet. Her adskiller danske børn sig klart fra gennemsnittet af børn fra de øvrige 34 undersøgte lande, hvor tre ud af ti mener, at børn med anden etnisk baggrund end landets bliver uretfærdigt behandlet.

I Danmark handler det altså nu om, at vi er i førerfeltet, når det gælder om at omsætte europæiske debatter om, hvem der fører den strammeste indvandrerpolitik, og attituder hos partier til direkte pres og konsekvenser for det enkelte barn uanset farve eller oprindelse. Det er uacceptabelt, og vi har alle et ansvar for at forhindre det.

Unicef har ti krav til børns rettigheder, se dem og undersøgelsen på: http://www.unicef.dk Alle, der er forældre, ved, hvor meget det betyder for barnet (og for forældrene) at opleve retfærdighed, og alle ved, hvordan det kan smerte, at ens barn holdes udenfor på grund af race, sprog, hårfarve, tøj, handicap eller lignende.

Det store spørgsmål er, hvordan vi giver den vigtige holdning videre til alle vores børn, nemlig at alle som minimum har krav på en retfærdig behandling. Her giver undersøgelsen en god ledetråd: over 90 procent af børnene har tillid til deres forældre, mens 39 procent har tillid til statsministeren. Det er sådan et resultat, som nok ikke er rigtig videnskabeligt - men det er da meget rart alligevel, og det forpligter.

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund