Debat

En stråmand

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg plejer ikke at være sart. Og jeg går da heller ikke selv af vejen for, når det er relevant, at kalde en spade for en spade. Men når Stine Preston i sidste nummer af Folkeskolen roder mit navn ind i sit læserbrev, hvor hun beder hovedstyrelsen om at forholde sig til virkeligheden, og samtidig selv disker op med det rene løgn og latin - ja, så må jeg sige fra.

Men jeg reagerer også, fordi indlægget er selvmodsigende og med sit nedladende sprog kan være med til at skade vores renommé som lærere. Teknikken er den gammelkendte: at tillægge sine (indbildte) fjender en stribe dårlige egenskaber og motiver for derefter at nedgøre det billede, man derved selv har skabt. Inden for retorikken kaldes det kneb da også for en stråmand.

Derved bidrager indlægget i høj grad til det grøftegraveri mellem 'rigtige' lærere og 'rigtige' lokale forhandlere og de åbenbart 'forkerte', der arbejder centralt for medlemmerne, som Stine Preston siger, hun ønsker væk.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

For begreberne 'politisk korrekte DLF-holdninger', 'pædagogisk korrekthed' og 'pædagogisk bragesnak' er jo ikke ment som en ros. Vel? Først det lodret usande. Det kunne ikke i min vildeste fantasi falde mig ind hverken i tv eller andre steder at udtale, at 'der ikke er mening i, at vore elever skal lære de geografiske grænser, da de alligevel ændres'. Tværtimod arbejder jeg i alle sammenhænge systematisk for at hævde fagligheden i skolen - for børnenes og vores eget omdømmes skyld.

Og jeg plæderer faktisk altid for, at faglighed og indsigt også kræver faktuel viden. Så at tillægge mig det stik modsatte synspunkt, at der skulle være en modsætning mellem de bløde værdier og faglighed - ja, det er en ren stråmand. Dernæst det selvmodsigende.

I et senere afsnit har Stine Preston tilsyneladende helt glemt sit første udfald og skriver nu omvendt, at medlemmernes 'deprimerende utilstrækkelighedsfølelse' skulle være et resultat af, at vi (de centrale forhandlere) for at få indflydelse har været imødekommende over for Klare Mål og F2000 og derved har bidraget til at øge (fagligheds)kravene til lærerne. Jamen, begge dele kan vel ikke være rigtigt på én gang.

Det er fint nok at sige noget til os, der er valgt til at udtale sig på medlemmernes vegne, og i orden at have som ambition at kalde en spade for en spade. Men det er altså også godt at vide, hvornår det er en god idé - og godt at vide, hvad man skal og ikke skal bruge det graveredskab til.

Vi har da udfordringer nok som lærere uden at lave dem selv.

Vi behøver jo ikke ligefrem at forøge dem ved at grave grøfter og kaste mudder efter hinanden ved for eksempel uden argumenter pludselig i afslutningen af et læserbrev at lave slet skjulte hentydninger til, at vores nuværende formand også skulle være grøftegraver. Det finder jeg ikke bare temmelig utilstedeligt, men direkte dumt. For dermed demonstrerer Stine Preston, at 'rigtige', lokalt arbejdende lærere kan være sølle forbilleder for deres elever.

Jørgen Stampe

formand for pædagogisk udvalg