Det var et ophold på en feriekoloni, der overbeviste Erik Lindgren Christensen om, at han skulle være lærer. Egentlig var han smed, men hans kone var lærer, og et år tog han med hende som medhjælper på en feriekoloni for at tjene nogle ekstra penge.

'Første gang jeg var med på koloni, gik det op for mig, at jeg skulle lave noget med børn. Jeg opdagede, at jeg var rigtig god til børn. Når jeg sagde noget, hørte de efter. De uddannede lærere var ofte lidt bange for at være bestemte eller bruge store ord. Sådan havde jeg det ikke. Jeg sagde sgu og fandeme, og det virkede. Det var jo drenge fra stenbroerne, vi havde med dengang. Hurtigt blev det også mig, børnene kom til, hvis de havde problemer', fortæller han.

I år er han af sted som kolonilærer for 28. gang i træk, og han elsker det. De sidste 26 år har han været på Eriksminde-kolonien sammen med børn fra Kirsebærhavens Skole, hvor han arbejder. Pengene fra koloniarbejdet hober sig ikke ligefrem op på Erik Lindgren Christensens bankbog. Arbejdet er frivilligt, og derfor får han mindre end én dagløn for et koloniophold på fjorten dage. Men det er heller ikke pengene, der trækker.

'Det kan slet ikke gøres op i penge og tjenestetid. Det kan gøres op i de glæder, man får, og de er gratis. En kolonilærer skal have evnen til at glæde sig over, at ungerne glædes, i stedet for bare at glæde sig over, hvad der kommer i lønposen', siger han.

Det er Erik Lindgren Christensens erfaring, at børnene får et andet forhold til ham.

Lærer i en ny rolle

'Jeg kender børnene i forvejen, og nogle af dem, som har store faglige problemer, skal pludselig ikke stå til regnskab, fordi de er i en anden sammenhæng. Så fungerer de pludselig fint. Det betyder også, at man kan få et helt andet forhold til dem. Ungerne opdager, at en lærer kan andet end at skælde ud. De når at blive trætte og komme og hænge op ad dig og blive trøstet. Også de store &¡133; de opdager, at man kan betro sig. Læreren kan også være en ven og holde på hemmeligheder. Jeg får en helt anden status', fortæller han.

Det gælder også den anden vej. Erik Lindgren Christensen lærer børnene at kende på en helt anden måde, end han ellers har chance for i hverdagen.

'I år har vi for eksempel en dreng med, som hjemme har ry for at slå og mistrives i skolen og på fritidshjemmet, og han er stukket af flere gange. Han fungerer aldeles udmærket her. Jeg har aldrig set ham slå. Han får måske nogle succesoplevelser, og jeg lærer at se ham på en helt ny måde'.

Erik Lindgren Christensen kan godt selv huske, hvordan det var at være bagefter i skolen. Han kom sent i skole og var heller ikke stærk til det faglige. Faktisk gik han på Kirsebærhavens Skole, hvor han er lærer i dag, men som 13-årig blev han bedt om at droppe skolen og finde sig en læreplads. Det var derfor, han blev smed. Senere startede han på seminariet og kom ufrivilligt i praktik på skolen, hvor de blev så glade for hans indsats, at de har beholdt ham lige siden. I dag er han glad for at kunne give børn i en lignende situation nogle gode oplevelser. Hverdagen som lærer hjemme på skolen bliver også nemmere efter et koloniophold.

Respekt for læreren

'Børnene er her 24 timer i døgnet, så man lærer at gennemskue deres forskellige reaktioner. Og man bliver en del af hele skolen som lærer, når man er af sted med børn fra så mange forskellige klassetrin. Desuden lærer børnene her, at det, vi siger, gælder - og det ved de så også, når de er i klassen og på skolen i det hele taget. Så man sparer den tid, man ellers skal bruge i klassen for at arbejde sig til den respekt. Det tror jeg for eksempel, at unge lærere kunne have stor gavn af. Og et koloniophold ville også gøre dem gode til at samarbejde', siger Erik Lindgren Christensen.

På Kirsebærhavens Skole er der ikke noget problem med at få de unge lærere af sted. Tværtimod. Kolonitraditionen er så populær, at en af lærerne i år har accepteret, at han skal arbejde i koloniens køkken. Han ville med. Men Erik Lindgren Christensen kan godt frygte, at det bliver svært at få gennemført et generationsskifte blandt kolonilærerne, når de nuværende bliver trætte.

'Holdningen er anderledes i dag. De unge lærere er opdraget med, at de skal tælle alt op i timer og minutter og kroner og øre. Det første, mange unge spørger mig om i forbindelse med koloniarbejdet, er: Hvad får du for det? Det er ikke deres skyld, men sådan er det blevet, og koloniarbejdet belønnes altså ikke på den måde'.

Til gengæld er der ikke noget problem med at få elever med på feriekoloni. Kirsebærhavens Skole har 600 elever, og ud af dem kan 185 komme med på koloni. Der er langt flere, der vil med, og det betyder, at mange bliver skuffede hvert år.

Grådkvalt til Kreta

'Der er alt for mange børn, der søger hvert år. Derfor tager vi først dem, der har været af sted før, samt deres søskende. Selvfølgelig ryger der nogen ud i den anden ende på grund af alder, men det er svært at komme med som ny, hvis man ikke har foden indenfor. Især fordi kolonibørnene altid vil med igen. De bliver vilde med det. I år havde vi for eksempel en dreng, der blev hentet af sin mor, fordi familien skulle til Kreta. Han tudede, fordi han hellere ville blive på kolonien, og så måtte jeg jo love, at der også var plads til ham næste år', smiler Erik Lindgren Christensen.

Og allerede første dag efter ferien glæder eleverne sig til at komme af sted igen.

'Så kommer de og råber: Skal du også med på koloni næste år, Erik? Det kan man jo ikke sige nej til. Så jeg tager nok et par sæsoner mere. Det er også lidt som at komme hjem, når jeg kommer herop. Og sådan tror jeg faktisk også, at børnene har det'.

Forandring på kolonien

For mere end 20 år siden, da Erik Lindgren Christensen startede med at tage af sted som kolonilærer, var forholdene lidt anderledes end i dag. Dagene på feriekolonien startede klokken 07.45 med morgensang og flaghejsning. Derefter var der nøje tilrettelagt program indtil klokken 21.00, hvor børnene faldt om af træthed. Ude i byen blev kolonien kaldt 'idrætshøjskolen'.

Sådan var det, indtil en dag en lille dreng med store, blå øjne kom og sagde: 'Erik, hvornår har vi egentlig fri?'

'Det satte gang i spekulationerne - han havde jo ret, og på den måde fik han rykket hele systemet. I dag er det mere frit, og børnene får lov til at sætte gang i meget mere selv. Børns hverdag er jo også programsat fra morgen til aften i dag, så det er fint, at det kan være lidt anderledes her', fortæller Erik Lindgren Christensen.